Contact Us

Use the form on the right to contact us.

You can edit the text in this area, and change where the contact form on the right submits to, by entering edit mode using the modes on the bottom right. 

1-3 Valkyriegade
København, 2200
Denmark

Teaching by Peter Hunter and blog in both Danish and English

Der står et slot i vesterled af B. S. Ingemann

Blog (DK)

Der står et slot i vesterled af B. S. Ingemann

Peter Hunter

Opgavebeskrivelse:

Skriv en litterær artikel om Der står et slot i vesterled. Artiklen skal indeholde en analyse og fortolkning af Der står et slot i vesterled, hvor du bl.a. fokuserer på billedsproget og digtets fremstilling af himlen. I en perspektivering skal du inddrage tekst nr. 7.

Salmen ”Der står et slot i vesterled” (1838) er skrevet af en af Danmarks kanon-forfattere, B. S. Ingemann (1789-1862). Ingemann, der var lærer og direktør ved Sorø Akademi i en lang årrække, har bidraget til dansk litteratur med både historiske romaner (”drengebogsklassikere”[1]), skuespil, eventyr, digte og ikke mindst salmer. Denne salme omhandler et i titlen nævnt slot bygget af Gud, der er placeret i ”vesterled”, som blot betyder i vest. Med den første verselinje i salmen får læseren altså at vide, at slottet ikke er noget specifikt sted, men er placeret i det generelle vesten, retningen som er forbundet med solnedgang og dermed slutningen på livet. Teknisk set foregår hele digtet altså i billedplanet og ikke realplanet, hvilket passer overens med den litteraturhistoriske periode som digtet er skrevet i, nemlig biedermeiertiden[2] i første halvdel af attenhundredetallet. Digtets stemning er lys og strålende, ganske sommeragtig og varm. Før vi dykker dybere ned i tekstens indhold, billedsprog og virkemidler, vil jeg opsummere indholdet af de tre strofer, hver bestående af otte verselinjer, som salmen består af:

1.      Slottet introduceres. Man får at vide, at slottet er bygget af gud (”Det slot blev ej med hænder gjort: … Vor herre selv har det bygget.”). Slottets ufattelige karakter fremhæves med verselinjen ”fra jord til himmel når dets port” (dette uddybes i tabellen længere nede).

2.      Slottet beskrives. Det karakteriseres af at være guddommeligt smukt. Især lys bruges til at fremhæve dette.

3.      Solen besjæles[3] som ”Solenglen”, og vi får at vide, at solenglen drager bort (”vandrer til fjerne lande;”), hvilket medfører nattens fremtræden. Livet sammenlignes med solen ved egenskaben, at begge ”farer hen”, altså forsvinder. Men solen dukker op igen i øst.

Kompositionsmæssigt er salmen altså struktureret sådan, at de to første strofer introducerer slottet i vesterled og indfører læseren i stemningen omkring det. Strofe tre indeholder digtets egentlige handling og budskab. Budskabet består bl.a. i koblingen mellem solen og livet, som medfører døden, som natten er metafor for, men som også indebærer genfødslen i Guds evige rige[4].  

Ingemann er kendt for sine salmer. Han har bl.a. bidraget til danske salmebøger med klassikere som ”I østen stiger solen op”, ”Glade jul” og ”Nu ringer alle klokker mod sky”. Idet teksten er en salme, kan vi kalde den for ”anvendt lyrik”, da den er skrevet til en bestemt kontekst, navnlig som sang i kirkeregi. Da denne kontekst er sammenvævet med et musikalsk element i form af et orgel, er kravene til tekstens rytme og metrik ikke kun sat i kraft af, at teksten er et lyrisk digt[5], men også af hensynet til alle, der skal forsøge at synge og spille stykket. Lad os tage fat på disse for digte allervigtigste virkemidler, nemlig rim og rytme. Selvom teksten som påpeget er en salme, vil jeg nu kalde den for et ”digt”, da jeg vil analysere den som et digt.

Digtets form er meget bundet, idet der udelukkende benyttes krydsrim i mønstret A-B-A-B-

C-D-C-D i hver strofe. Skanderer man digtet, finder man, at de trykstærke og tryksvage stavelser oftest står ved siden af hinanden, så hver anden stavelse altså er trykstærk. Dette kan høres, hvis man læser digtet op i et ensformigt tempo, fx i følgende verselinjer, hvor de trykstærke stavelser er fremhævet med versaler:

Der STÅR et SLOT i VESterLED,

TÆKket med GYLdne SKJOLde;

did GÅR hver AFten SOlen NED

bag ROSenSKYernes VOLde.”

Første verselinje består udelukkende af jamber, som igen består af en tryksvag, dernæst en trykstærk stavelse. Så begynder anden verselinje med en daktyl (én trykstærk, dernæst to tryksvage stavelser), efterfulgt af to trokæer (en trykstærk, dernæst en tryksvag stavelse).

Uden at gå yderligere ind i metrikken bliver konklusionen, at vi altså kan høre rytmen i digtet. Rytmen har også en grafisk manifestation i form af linjernes længde, der næsten alle er lige lange, men som oftest alternerer i længde en smule.

En lille note omkring tekstens form er i øvrigt, at den er redigeret sådan, at alle substantiverne IKKE er skrevet med stort begyndelsesbogstav, hvilket man gjorde på Ingemanns tid. Det var først i tiden omkring anden verdenskrig at man i Danmark holdt op med at skrive substantiver med versaler, da man også i sprogets form ville distancere sig fra det nazistiske Tyskland. Men tre-fire ord er stadig skrevet med stort begyndelsesbogstav, nemlig dem som er relateret direkte eller indirekte til gud: ”vor Herre”, ”Gud”, ”Solenglen” og ”Paradiset”[6]. Jeg tror, at ”Solenglen” havde haft stort begyndelsesbogstav, selvom det ikke havde været første ord i en sætning. Som kommentar synes jeg i øvrigt, at det er dejligt at teksten er redigeret sådan. Det gør heller ikke noget, at teksten er sat i Times New Roman på en hvid side og ikke i gotiske bogstaver på en gul.

Billedsproget er et af de helt centrale virkemidler i digtet. På næste side har jeg lavet en lille oversigt over udvalgte greb, som Ingemann har benyttet:

Læg mærke til, at alle de givne eksempler har noget med lys at gøre i en eller anden forstand. Enten er det et verbum (funkle, skinne), en direkte henvisning (lys), eller også er det et relateret substantiv (sol, himmel, sky). Læg også mærke til billedsprogets styrke. Der findes ingen nedtoning eller underspillet underdrivelse i digtet, alt er sagt klart og kraftfuldt. Dette er også meget passende, når formålet og en væsentlig del af budskabet netop er at besynge gud[11]. Et andet eksempel på digtets tone er verselinjen ”mageløst står det smykket”. Denne beskrivelse bruger adjektivet ”mageløst”, der ligesom ”perfekt” og ”ultimativ” er ubøjelige adjektiver, dvs. som automatisk står i superlativ. Dette ordvalg illustrerer den uigennembrydelige forskel, der er på det menneskelige/verdslige og det guddommelige/åndelige. Vi har slet ikke ord til at beskrive det guddommelige andet end med ord, der siger ”fuldkommen” og ”mere end noget andet”. I lyset af det kommende er det dog vigtigt at pointere, at digtets litteraturhistoriske periode dyrkede ”monismen”, hvilket vil sige en grundlæggende enhed imellem alt, fx det menneskelige og det guddommelige, men denne enhed fjerner ikke vilkåret, at der stadig er et hierarki, hvor Gud står over mennesket. Pointen er, at selv de dygtigste af vores digtere, for slet ikke at nævne resten af menneskene, kommer til kort, når de forsøger at finde de helt rigtige ord for det guddommelige eller altet[12]. Efter disse ord om digtets billedsprog, vil jeg nu tale lidt om billedsprogets formidler – fortælleren.

Som nævnt er digtet opdelt i en stemningsopbyggende og en afsluttende del. Dog er det samme eksplicitte[13] fortæller, der i medsyn[14] mægtigt beretter om det overvældende slot. Generelt er fortælleren ekstremt overdådig i sin skildring, og denne kraftfuldhed i sproget er en del af tekstens budskab, et inspirerende budskab om Guds almægtighed og slottet i vesterled, der repræsenterer nævnte egenskab ved Gud. Idet hele digtet på denne måde er omsluttet af fortællerens greb og ønsker, er det tydeligt, at fortælleren har en indre synsvinkel. Men inden i denne indre synsvinkel, kan man sige, at fortæller-jeget har en ydre synsvinkel, idet han[15] beskriver omgivelserne, der dog er placeret i billedplanet, er del af fortællerens fantasi og dermed er subjektive og særegne for det digteriske geni bag beskrivelsen. Da fortælleren kun beskæftiger sig med slottet, og ikke hopper i tid eller sted, er fremstillingsformen scenisk. I de sidste fire verselinjer i digtet er fortælleren mere tydeligt udstyret med en klar indre synsvinkel, hvor sammenligningen ”Lig solen farer livet hen, går til forklaringskysten” er fortællerens egen påstand om den gudsbårne, religiøse virkelighed. Fortælleren fremsætter denne påstand som en almen lov, hvilket maskerer, at der er tale om fortællerens egne tanker. Disse overvejelsers relevans er bl.a., at de skal belyse den egenskab ved fortælleren, at den er klassisk for Romantikken, hvor digterens rolle var at formidle sin guddommelige inspiration (sit ”geni”) for resten af menneskene. Dette gøres vha. en meget ”stærk” fortæller, der messer sit rullende, rytmiske budskab fremad.

I det ovenstående fremgår nogle af de væsentligste manifestationer af Romantikken i teksten. Guds almægtighed understreges overalt i digtet, da slottet beskrives så smukt, som det gør, og at Gud har skabt slottet. Koblingen mellem solen og livet (som nævnt på side 1, punkt 3) viser metaforisk et universalromantisk synspunkt, nemlig at alt dybest set er ét, og at det menneskelige liv ikke kan adskilles fra naturen (som er skabt af gud). Det, at Solenglen drager til fjerne lande (igen nævnt på side 1, punkt 3), opstiller modsætningen nær / fjern, hvor det nære altså må være hjemlandet Danmark. Dette er et rent strejf nationalromantik, som Ingemann dyrkede i hele sit forfatterskab.

Nu har vi været rundt om mange elementer i Ingemanns digt, bl.a. billedsprog, fortællertype, litteraturhistorisk periode, komposition og budskab. For yderligere at analysere digtet og uddybe særprægene ved den tilknyttede litteraturhistoriske periode, vil jeg sammenligne det med tekst 6 af Karen Marie Edelfeldt. Først nogle forskelligheder:

Hvor Karen Marie Edelfeldts (f. 1971) digt fra digtsamlingen ”tysh” (1989) er et eksempel på moderne lyrik, er Ingemanns digt meget mere traditionelt opbygget. Med ”moderne lyrik” lægger jeg især vægt på digtets frie, ustrukturerede form. Et tydeligt eksempel på dette er, Ingemanns stramme brug af tegnsætning overfor Edelfeldts totalt mangel herpå. Det samme gælder brugen af og den manglende brug af et gennemgående rimmønster. En tredje tydelig forskel er, hvordan Ingemanns digt tydeligvis kan synges, hvorimod Edelfeldts ikke umiddelbart kan overhovedet. En fjerde forskel er, at Ingemanns fortæller ikke refererer til sig selv overhovedet, hvorimod Edelfeldts fortæller siger ”jeg”, og altså åbenlyst har en indre synsvinkel, der drejer sig om jeg’ets egne oplevelser.

Og nu nogle få ligheder - begge digtene har skyer og himlen generelt som ledemotiver. Ellers er fortællernes forhold til ledemotivet meget forskelligt, men måske er selve forholdenes intensitet ens i styrke. Hvor Ingemanns fortæller er dybt inspireret af udsigten til slottet og solnedgangen, er Edelfeldts jeg dybt fortvivlet over den tyngende stemning, der følger med solens forsvinden. Tidspunktet på dagen er altså ens for de to fortællere, og de bliver begge følelsesmæssigt berørt af netop lyset på denne tid på dagen, fordi lys er så tætknyttet til stemning. Men igen er reaktionerne helt væsensforskellige: Romantisk idyl og velbehag, hvis ikke lykke, overfor eksistentiel angst og depression.

Da denne opgave ikke kræver en dybdegående analyse af Edelfeldts digt, vil jeg ikke gennemgå flere end nødvendigt af de virkemidler, der er brugt til at skabe den meningstomme, ensomme stemning, som karakteriserer digtet. Jeg vil begynde med at holde Edelfeldts skyer op imod Ingemanns. Vi har allerede gennemgået Ingemanns ”rosenskyer” ved solnedgangen – de er lette og behagelige, smukke og indbydende. Holder man disse adjektiver fast i sindet, imens man læser Edelfeldts digt, vil der opstå en del friktion i hjernen. Edelfeldts skyer er ”bugnende”, jeget mener, at ”der bliver mørkere”, der påstås, at ”regn er englene der græder”, tiden nævnes, ”når tordenbugen flækker og regnvandet stiger meter for meter i gaderne”, og ordene ” en flimrende puls” står for sig selv. Netop det sidste citat, ”en flimrende puls”[16], udgør det allerbedste sammenligningsgrundlag imellem de to tekster. Hos Ingemann er livet stærkt knyttet til selve lyskilden i vores univers, Solen, repræsenteret af en udødelig engel. Hos Edelfeldt er livet (pulsen) metaforisk knyttet til et flimrende lys, måske en lyspære, hvor strømkilden er usikker. Enden er nær, når pulsen flimrer. Men hos Ingemann er den uendelige begyndelse nær, det evige liv nært, når solen går ned.

At bruge vejret, himlen og skyer som metafor for sindet er et klassisk greb. Det virker. Og som allerede nævnt, så er lys nært forbundet med stemning, ja, det er lige før lys ER stemning, sammen med musik. Oven i disse lys-virkemidler kan man ved hurtigt at skimme Edelfeldts digt notere sig en masse løse ender i form af de bare konstateringer af, at der ikke er nogen, at ingen kan hjælpe. Edelfeldts tekst er eksistentiel, hvorimod essensen i Ingemanns digt er en enhed med Gud[17]. Modsætningen er total. Men begge tekster harmonerer med deres samtid. Gud er død for længst i vores samfund[18], imens han næsten stadigvæk var udødelig i Ingemanns. Med disse ord vil jeg afslutte denne litterære artikel om Ingemanns ”Der står et slot i vesterled”.

Noter:

[1] Litteraturens veje, s. 149

[2] Hvor censur medførte, at digterne IKKE ”satte problemer under debat” (G. Brandes formulering senere i århundredet) fx ved at belyse de dominerende, dårlige leve- og samfundsforhold i realplanet.

[3] Idet solen, fremfor at være et begreb, er et konkret, ”dødt” objekt, selvom Ingemann givetvis ville være uenig i dette! Men solen er under alle omstændigheder et naturfænomen, der tilskrives menneskelige træk i digtet.

[4] Jf. de sidste to verselinjer: ”Med glas opdukker sol igen / fra Paradiset i østen”.

[5] Det, der især adskiller digte fra prosa, er den bundne form.

[6] Det, at der refereres til Gud og dertil relaterede begreber 4 gange, understreger tekstens religiøse karakter.

[7] Står for ”strofe”.

[8] Står for ”vers” eller ”verselinje”.

[9] DDO: ”aflang forhøjning af opdynget jord, ofte forstærket med sten eller murværk og brugt som del af et fæstningsanlæg omkring en by eller en borg”.

[10] Hvorimod sølv er den ultimative feminine farve.

[11] Ved at synge en salme om ham. Jeg påpeger dobbeltbetydningen af verbet ”besynge”.

[12] ”Alt” i bestemt form – benyttet af bl.a. K. E. Løgstrup.

[13] Idet fortælleren fortæller meget malende og digterisk om indholdet i digtet, kan fortælleren siges at være eksplicit tilstede som formidler af sin egen inspiration og geniet bag denne.

[14] dvs. i nutid

[15] I tekstens samtid ville man generelt bruge det maskuline pronomen til at referere tilbage med.

[16] Næstsidste verselinje

[17] Og dermed er digtet religiøst

[18] Nietszche

Karakter:

(En fuldstændig perfekt opgave?!)