Contact Us

Use the form on the right to contact us.

You can edit the text in this area, and change where the contact form on the right submits to, by entering edit mode using the modes on the bottom right. 

1-3 Valkyriegade
København, 2200
Denmark

Teaching by Peter Hunter and blog in both Danish and English

det underste land af gustav munch pedersen

Blog (DK)

det underste land af gustav munch pedersen

Peter Hunter

I denne litterære analyse kan du se nogle af min dansklærers rettelser ([LBx]) og bedømmelsen nederst.

([LB1] Jeg kan se, du har fanget et af gmp’s virkemidler – anvendelse af små bogstaver hele vejen igennem)

gustav munch-pedersen (nogle staver pedersen med et ”t”) (1912-1938), en af danmarks centrale litterære skikkelser i 1930’erne, blev kun 26 år gammel. han efterlod sig to børn og en kone, da han i 1938 drog til spanien for at deltage i kampen mod den fascistiske general franco.

lad os starte ([LB2] Når vi bliver rigtig danskfaglige kan vi bedre lide at anvende ordet ”begynde” – kun motorer ”starter”….) med at få et overblik over ”det underste land”. digtet er titeldigtet i digtsamlingen ”det underste land” udgivet i 1933, fem år før pedersens død. det ”underste” betyder det ”nederste”, og lad det straks være sagt, at vi kun sjældent beskriver lande med en lodret akse som reference. vi taler om høj- og lavland, men lande plejer at ligge ved siden af hinanden. helt centralt for denne analyse vil være, at undersøge hvordan ”det underste land” skal forstås. Indledningsvis, er det vigtigt at bemærke, at vi har at gøre med et lyrisk digt, der skriver sig ind i mellemkrigstidens modernisme, navnlig surrealismen. surrealismen lod sig inspirere meget af psykoanalysens fader sigmund freud (1856—1939) og forsøgte at nærme sig det ubevidste, ved at forvrænge det bevidste og figurative i en efterligning af drømmenes karaktertræk. antagelsen var, at de almindelige betragtninger, de realistiske og fornuftige syn på sig selv og verden, ikke rummede hele sandheden, at der var andet og mere, der lå under. det er derfor nærliggende, at behandle konstruktionen ”det underste land” som et billede på det ubevidste og driftsdrevne i mennesket. samtidig tillægges konstruktionen egenskaben at være intimt forbundet med glæde. det er et billede på stedet, hvor man kan forløse sig selv. det vidner de første tre verselinjer om: ”o stor lykke / stor lykke har de faaet / som er født i det underste land – ”. gentagelsen af ”stor lykke” lægger emfase på, at ”det underste land” er et vigtigt sted på livets vej, der som bekendt ventes af mange håbefulde at ende med stor lykke. der vil alle hen. vi har altså at gøre med et digt, der arbejder på billedplanet, ikke realplanet[LB3] . vi vender tilbage til landet under alle andre. først vil vi tage en tur rundt om digtets rent tekniske opbygning:

digtet består af seks strofer med hhv. ti, ni, syv, otte, fire og syv vers. verselinjernes længde variere meget. nogle ord står helt alene (et eksempel gennemgås om to afsnit), nogle verselinjer består af få ord (”men o”) og de to længste verselinjer er i første og sidste strofe, begge placeret samme sted (næstnederst). de er på hhv. syv og otte ord. det vil altså sige, at der ikke er nogen ordnet struktur i antallet eller længden af verselinjer, og der er ingen rimmønstre heller. dog kan man pege på nogle allitterationer (bogstavrim) med bogstavet ”f” i strofe fire og fem: ”folket fra det underste land, hvor blodet flyder frit” og længere nede ”…og fortvivlelsen og elskoven / tunge og fuldmodne straaler i alle farver…”. som nævnt bruges kun små bogstaver, og mht. notation bruges komma (to styks), udråbstegn (et styk) og især bindestreg (mange). et eksempel på manglende komma er i strofe tre, vers et, hvor der ikke sættes komma imellem de opremsede adjektiver ”smalle forsigtige”. og hele digtet er et eksempel på manglende punktummer. de er der slet ikke. hvis vi ser på ordklasser, fylder adjektiver meget. blandt de mange adjektiver er smaa, større, herlerige, tunge, levende, tynde, ren, fuldmodne, hemmelighedsfuld. sproget er altså meget beskrivende. derudover er en anden vigtige ordklasse verberne. nogle af de mere malende og voldsomme er født (kort tillægsform / perfektum participium), vrider, synker, brænder, flyder (nutid / præsens) og sidst men ikke mindst vandrende, elskende, grædende og opadstigende (lang tillægsform / præsens participium). disse funktionelle verber giver en fornemmelse af handling og bevægelse. udover de nævnte sproglige virkemidler kan vi også finde flere metaforer i digtet. ”i lukkede aarer brænder længslen” sammenligner følelsen af længsel med et bål (ild er en meget brugt metafor for de passionerede følelser) og placerer dette bål inde i vores blodfyldte årer. et mere påfaldende eksempel på en metafor er ”glæden og fortvivlelsen og elskoven / tunge og fuldmodne / straaler”, der udover at sammenligne menneskelige følelser med æbler, eller anden frugt, der hænger på træerne, også lader disse frugtfølelser stråle som noget lysgivende (solen). en besjæling kan vi også finde: ”o jorden er hemmelighedsfuld som en pande” giver den døde jord den menneskelige kvalitet at være hemmelighedsfuld (som et ansigt). med disse sprogtekniske forberedelser vil jeg nu dykke ned i digtet, og kommentere de steder jeg mener er mest væsentlige.

i strofe et og fire er det allerførste ord ”o”¸ som ikke er et ord, men snarere et onomatopoietikon (et lydord), der minder mig om hellige teksters brug af lyde, der udtrykker hengivenhed og inspiration. brugen af ”o” giver digtet en religiøs klang. beskrivelserne af det underste land og dets folk kommer efter hinanden i en tæt række, hvilket giver et indtryk af et meget sikkert, altvidende jeg, der kun har udfordringen at begrænse sig pladsmæssigt i sine kunstneriske udfoldelser omkring det givne tema. lyden ”o” og digtets rullende karakter gør, at man kan komme til at spørge sig selv, om man lige har læst et digt eller en prædiken. højtideligheden er oprørende. et andet virkemiddel, der tilføjer tilunderstreger oplevelsen af, at digtet bliver læst op for en menneskeskare, er det personlige pronomen ”i”, der refererer direkte til digtets modtagere i strofe tre og fire.

i strofe et og fire står også ordene ”vandrende elskende grædende” og ”mænd – kvinder – børn –”. de står alene på hver deres verselinje, og fremhæver på den måde hvem, der er fra det underste land. det er alle, ifølge digteren, da de nævnte ord er noget nær universelt gældende om mennesker. vi er alle enten mænd, kvinder og børn (strofe fire), og hvem vandrer, elsker eller græder ikke (strofe et)? digteren siger altså noget generelt om mennesker uanset alder, køn eller type. det dybe og ubevidste er altså noget universelt, som alle mennesker har til fælles. jeg har allerede nævnt de tre allerførste vers, der fortæller, at man har fået en stor lykke, hvis man er født i det underste land. som jeg fortolker ”det underste land” er alle mennesker derfra, og pedersens indledning med ”stor lykke” kan derfor ses som et udtryk for taknemmelighed for menneskets vilkår: at ikke alt er os åbenbaret, hverken når det gælder den ydre eller den indre virkelighed. vi lever altså bag et opakt slør, der står mellem vores begrænsede bevidsthed og den underliggende realitet. de to sidste verselinjer siger noget om dette slør. ”paa indersiden af deres sjæle sidder jord fra det underste land –”. det er klart, at indersiden af vores sjæl er ganske utilgængelig for os. vi har ingen chance for at berøre eller undersøge den jord, der sidder fast der. også vers tre i strofe fem peger på det væk-gemte, det utilgængelige: ”o jorden er hemmelighedsfuld som en pande” (dette vers indeholder som nævnt en besjæling ([LB7] Vi kan godt komme i kontakt med den jord, som sidder på indersiden, det er de selvsamme mennesker i strofe 1. Det er et spørgsmål via drømme og fantasi at give efter for mødet med det underste land, så kan man bære det i sine hænder – altså være i kontakt med det. Det er gmp’s ”mission” at få os til at åbne for adgangen til dette land… )

men der er omvendt også en begrænsning på denne uvidende tilstand, vi befinder os i. såfremt digteren tror sine egne ord, er en fornemmelse for disse forhold, der gør sig gældende i vort indre, mulig at tilegne sig. måske kan ikke alle gøre det, selvom længslen efter det er stor og mærket af alle (vers fem i strofe 3: ”i lukkede aarer brænder længslen hos dem, der er født i det underste land”). men muligheden er der. og hvad ville der så ske, ku vi alle erkende vores afsæt i og oprindelse fra det underste land? utopien er slet skjult af pedersen i strofe fire og fem, der handler om det underste land, ”hvor blodet flyder frit mellem alle – / mænd - / kvinder - / børn - / hvor glæden og fortvivlelsen og elskoven / tunge og fuldmodne / straaler i alle farver mod jorden –”. vi er i paradis. digtet rummer altså en stærk vision, et altoverskyggende håb og budskab om det menneskelige fælleskabs potentiale.

dog er selv digter jeg’et ikke direkte i kontakt med det han så gerne vil beskrive, nemlig det ubevidste. surrealismen er i sidste ende betinget af bevidstheden, og kan ikke direkte afbilde det ubevidste, hvad enten det er med ord eller med maling. men den kan male det ubevidstes karaktertræk. så der er her er noget, der ligner et paradoks her. det paradoks har freud selv kommenteret, da han sagde om klassiske malerier, at han der altid kiggede efter det ubevidste, men at han i surrealistiske billeder kiggede efter det bevidste. (noget som gik den surrealistiske maler salvador dalí (1904 - 1989) på, der i sin autobiografi skrev ”dette var udsigelsen af en dødsdom over surrealismen som en doktrin, som en sekt, som en isme” (se denne artikel). så pedersen digter om det ubevidste med sin bevidsthed. sådan må det være.

et vigtigt symbol i digtet er blod. en betydning af symbolet kan være det menneskelige fællesskab, som lever i følelse, ikke i fornuft. i strofe to har vi linjerne ”opad vrider jorden sig / i en spids – / og nedad / udad synker det tunge / levende blod ind i det underste land - ”. vi har med en krystalklar modsætning at gøre her imellem oppe og nede, imellem det underste og det øverste. med udgangspunkt i de givne analyser vil jeg vove at udvide modsætningen betydningsmæssigt til at inkludere det rationelle, bevidste overfor det drømmende, ubevidste og det mentale overfor det følelsesmæssige. blod og følelser hænger unægtelig sammen. hvis blodet koger, er det fordi vi har en kropslig reaktion på noget, ikke fordi vi har gennemtænkt noget og konkluderet et eller andet. altså en følelsesmæssig, ikke primært mental reaktion. billedet af en spids indebærer noget bestemt, noget finit, hvorimod ”nedad udad” indebære det modsatte, nemlig noget fortsættende og uendeligt. bagved vores begrænsede fornuft ligger der en grænseløshed. der ligger nøglen til det utopiske underste land[LB10] .

for at konkludere, er ”det underste land” et vigtigt digt i den danske modernisme og surrealisme. med kraftfuld symbolik, og her tænker jeg på ”blod” især, har pedersen leveret en visionær tekst med omdrejningspunkt i konstruktionen ”det underste land”, et billede på det ubevidste og et utopisk sted eller tilstand, som en fuld selverkendelse vil føre til. pedersen var en radikal person. han den idealisme, der ses i hans beslutning om at rejse til spanien, kan også ses i dette digt, der bruger menneskets blod som symbol på forholdet, at alle mennesker er lige (”hvor blodet flyder frit mellem alle”). et andet tegn på hans principfasthed er, at han skrev alle titler med små bogstaver – selv sit eget navn. derfor besluttede jeg at undlade brugen af versaler i denne litterære artikel for at istemme med pedersen både i det bestemte princip og i hans standhaftighed generelt. denne sammenkobling af form og indhold har formentlig givet en anderledes læseoplevelse. jeg håber læseren har været åben for det ([LB11] ja, jeg har tænkt over undervejs, hvad det betyder for min læsning. Mit svar er temmelig banalt – det gør det nemmere at læse, man bliver i mindre grad forstyrret og kan hellige sig budskabet i teksten.) pedersen skriver i tredjesidste verselinje, om de mennesker man overalt kan se, som er fra det underste land, at ”deres ansigter er lukkede”. dette er en del af digtets konklusion – selvom digtet peger på muligheden for, at mennesker vil kunne være deres ubevidsthed, dvs. deres drømme, tro, så er den kontante melding, at langt de fleste stadig er lukkede for dette potentiale. vi bærer alle vores hemmeligheder fortsat, og langt de fleste af os ved ikke engang, at vi bærer dem. vi er endnu ikke frigjorte.                 

 af peter hunter albrektsen