Contact Us

Use the form on the right to contact us.

You can edit the text in this area, and change where the contact form on the right submits to, by entering edit mode using the modes on the bottom right. 

1-3 Valkyriegade
København, 2200
Denmark

Teaching by Peter Hunter and blog in both Danish and English

*Stående hånd til hånd

Blog (DK)

*Stående hånd til hånd

Peter Hunter

Jeg undrer mig stadig over, hvordan det er muligt. En håndstand i et andet menneskes hænder. (og indenfor akrobatik er det blot begyndelsen)...

For mange er idéen fuldstændig fremmed og vild. Før min egen rejse med denne færdighed begyndte, troede jeg ikke, at den slags var muligt for andet end cirkusfolk og professionelle akrobater. Men i dag lærer tusindvis af amatører hånd til hånd (H2H) på sikker vis rundt omkring i verdens akrobatiske miljøer. Jeg er en af dem.

Min hensigt med denne post er at dele de vigtigste elementer i stående hånd til hånd, som jeg har lært på min akrobatiske rejse. Det er ikke en fuld-blæst tutorial, men nærmere en oversigt over de principper, teknikker og følelser jeg forestiller mig en begynder vil få mest ud af at læse om på deres rejse.

Lad os begynde med navnet: Det hedder stående hånd til hånd (H2H) fordi basen står op, og fordi flyverens og basens hænder er de eneste kontaktpunkter imellem de to. Man navngiver mange stillinger efter de kropsdele, der er i kontakt med hinanden. Her benævnes flyverens kropsdel altid først. (Prøv at forestille dig disse stillinger: Fod til Fod. Fod til Hånd. Hånd til Fod. Shin to Foot. Foot to Shin.)

For at danne sig et overblik over bevægelsen, er det nyttigt at bryde den ned i tre dele: Indgangen ("entry"), stillingen, og udgangen ("exit").

Indgangen foregår som regel fra to-mand-høj, dvs. at flyveren står på basens skuldre. For at komme ind i håndstanden, laver basen et tempo, som giver flyveren et skub opad. Det er vigtigt at flyveren kender basens tempo, så han eller hun kan time sit hop rigtigt.

Stillingen er en håndstand i basens hænder. Det mest almindelige er en straight eller straddle position (hhv. samlede eller spredte ben), men der findes mange variationer! 

Liggende H2H er et godt sted at starte FØR stående H2H. (Billede af Marta fra Polen)

Udgangen er den kritiske fase, da det er her ulykker kan ske, især hvis udgangen ikke sker med vilje. Det bedste er, hvis både flyver og base er enige om tidspunktet for udgangen, men mange ting kan gøre udgangen ufrivillig eller overraskende for den ene eller begge parter. Den mest normale udgang foregår ved, at flyveren lander direkte ned på underlaget ved siden af basen, helst EFTER at basen har sænket flyveren med benene. En af de hyppigste skader er, når flyveren lander skævt ned med anklen. Risikoen sænkes lettest med et jævnt underlag og en kontrolleret udgang.

Den farligste udgang er hovedet først. (Derfor træner man altid med spotter(e), så længe risikoen er nævneværdig!) Dette kan ske, hvis flyverens skuldre kommer for langt fremad ift. håndleddene (at flyveren "plancher").

Det er derfor vigtigt som flyver at øve (og mestre) en indgang til håndstand på gulvet, som minder om situationen i luften: at hænderne placeres lige foran fødderne og at afsættet foregår med begge ben samtidig (fx tuck-up eller straddle-up). Hvis du ikke føler dig komfortabel med dette, vil jeg råde dig til ikke at give dig i kast med stående H2H endnu!

Her kan du se alle faserne i stående H2H. Med dette overblik kan vi nu dykke ned i nogle af de vigtigste detaljer, bl.a. tempoet og rollernes kvaliteter.

Tempoet er den første og vigtigste ingrediens i en god H2H. Tempoet kommer fra basen, og består kun i at bøje og strække benene. Hold armene stille.

Et godt tempo er virkelig halvdelen af arbejdet, fordi det er svært at rette ind i en vægtbærende position, hvis man er kommet skævt ind. Dårlige tempi kan bl.a. inddeles i, om de skyder flyveren for langt eller for kort. Hvis flyveren kommer for langt over, må basen gå eller spotterne må gribe. Hvis flyveren ikke kommer nok opad, sker landingen på skuldrene eller på gulvet. Det perfekte tempo fører flyveren op til en alligned position uden anstrengelse overhovedet. Man ved at tempoet er godt, når det føles ekstremt let.

Nøglen er at udvikle et fælles rytme. Typisk vil det kræve lidt kallibrering før begge partnere bevæger sig synkroniseret. I usynkroniserede tempi hopper flyveren før basens tempo er fuldendt, eller basen giver tempoet før flyveren når at reagere. Det er nemt at mærke når dette sker, for det føles helt forkert.

PRO-TIP #1: Øv tempoet på jorden! Tag et H2H-greb (se på billederne) med din partner imens flyveren står bag basen på jorden. Basen laver sit tempo forudsigeligt og gentagent og flyveren øver sig i at bøje og strække benene sykroniseret med basen. Fordelen ved at øve tempoet på jorden er, at basen ikke bliver udtrættet. Med mindre basen er meget stærk vil det at træne tempo med flyveren oven på sig tage styrke fra H2H'en.

Forudsigelighed er en vigtig kvalitet i både tempoet og resten af bevægelsen. Tillid bygger på forudsigelighed. Det er derfor vigtigt at alle (både baser, flyvere og spottere) stræber efter at være forudsigelige for de andre. Jo større risiko, jo vigtigere er dette. Lad os nu kigge mere individuelt på rollerne. Det følgende udgør min skattekiste af teori fra flere års træning.

For basen er kerneværdien stabilitet. Det kræver god all-round styrke og integritet at være stærk i den stående position, hvor vægten bæres foran brystet (front-squat positionen, hvis man løfter vægte). For at få en bæredygtig base-karriere er det vigtigt at være mindful om sin holdning! (undgå at svaje for meget i ryggen).

For at basen kan understøtte flyveren bedst muligt, skal håndfladerne have en vinkel mellem flad (parallel med jorden) og 45 grader og fingerspidserne skal pege lige bagud eller ind mod basens hoved. (Hvis fingrene pejer udad til siderne vil flyverens håndstand blive tilsvarende indadroteret i skuldrene. Ikke fedt.)

For at opnå dette, kan det være smart at tænke på at presse albuerne frem og lidt ud til siderne. Det er under alle omstændigheder vigtigt at albuerne ikke kommer bag ved håndleddene, da dette inviterer flyveren til at falde bagover.

Sidst, men ikke mindst, skal basen forsøge at stå stille. Lad være med at gå med din flyver, hvis du kan undgå det! Det ser rodet og ukontrolleret ud, fordi det også ER rodet og ukontrolleret (med mindre det er med vilje...). Istedet for at gå, skal basen lære at balancere sin flyver med skuldrene ved at bevæge albuerne frem eller tilbage.

STAND YOUR GROUND
— Martin Kvist // min H2H lærer #1

Hvis flyveren er ved at falde forlæns ned (lander bag ved basen) skal basen løfte hænderne højere op og bagud ind under flyverens faldretning. Det omvendte gælder, hvis flyveren er ved at falde bagud – dog uden at tabe albuerne.

Flyverens rolle kræver mod og overgivelse. Man bliver nødt til at slippe den kontrol man har i sin håndstand på gulvet, og dette er svært for mange. Paradoksalt nok kan det være sværere, jo bedre en håndstand man har.

Næsten alle de normale alligenment-cues fra håndstande på gulv gælder stadigvæk i luften. Den vigtige forskel er, at flyveren gerne skal undlade at balancere for meget selv (med bevægelser i skuldre og håndled, fx). Årsagen er, at basen vil skulle kompensere for disse rettelser under flyveren. En anden forskel der tit dukker op er, at flyverens allignment gerne skal tilpasses sådan, at basen kan se flyverens fødder pga. balancen. I H2H betyder det i praksis at flyveren ofte bedes om mere pike (bøjning af hoften).

I Indien med Jeppe Skovgaard som base

Hvis flyveren er "som en pind", vil basen mere afslappet kunne flytte understøttelsesfladen kontinuerligt ind under flyverens tyngdepunkt. Jo tydeligere basen kan mærke flyverens håndstandslinje, jo nemmere vil det være at regulere balancen med SMÅ bevægelser (i skuldrene), i modsætning til store (tage et skridt, etc).

Kæmp for hele tiden at være OVEN på basens hænder! Jo mere comitted du er som flyver, jo sikrere er det at træne! Faren er størst, hvis man tøver og ikke giver sig fuldt ud.

Spotteren er en tredje person, der gør praksissen sikker ved at lave små justeringer eller gribe flyveren i et fald. Man kan være to til at spotte en stående H2H, men her omtales solo-spotning. Sig nej til at spotte, hvis du ikke føler dig i stand til at skabe sikkerhed for alle, inkl. dig selv! Her er de fire vigtigste situationer, jeg ofte kommer ud i som spotter:

Udgangsstillingen er lige foran basen med armene oppe, klar til at bevæge sig.

1. Flyveren falder bagover med skuldrene. Stå fast og sæt hænder på begge flyverens skuldre og støt dem i at komme tilbage med skuldrene over hænderne. Optimalt støttes skuldrene tungest i starten når flyveren er mest "planched". I takt med at flyveren kommer tilbage til sin allignment, lettes støtten gradvist.

(Det kan være en god idé allerede at røre blidt ved flyverens skuldre i tempoet, hvis flyveren er usikker. Hvis flyveren ikke har mod på et tempo, kan man komme ind i stående H2H ved at læne sig ud i en skulderstand på spotteren og derefter blive støttet ind i stillingen.)

2. Flyveren falder bagover med hofterne. Træd lidt tilbage og ud til siden, så det bliver muligt at gribe flyveren om livet med begge arme tæt ind til kroppen. Det er super vigtigt at gribe flyveren kraftigt i denne situation, da de er meget udsatte i et direkte fald bagover.

3. Flyveren falder ud til siden og roterer ned med benene. Træd ud til samme side som flyveren falder til. Sæt hænder på maven, hofter eller lår for at gøre landingen blødere for flyveren. Grib aldrig flyverens underben! Det vigtigste er, at flyveren lander med benene først.

4. Flyveren falder ikke, men basen går rundt. Hold hele tiden samme afstand til basen med hurtige skridt og være klar til 1, 2 eller 3.

Jeg lærte selv stående H2H i to faser: Den første fase bestod i at observere andre øve det, og selv træne håndstand og nemmere stående akrobatik. Den anden fase bestod i at flyve (tak Jeppe Skovgaard! ;) ) uden spottere (ikke anbefalet) og finde gode lærere.

Julie Hendel og jeg deltog i 2015 på Partner-Acrobatics.com’s Teacher Training kursus på en måned, hvor vi trænede håndstand to timer om dagen. Vi stod selvfølgelig ikke på hænder to timer i træk, men lavede massevis af forberedende, tekniske og styrkende øvelser, hvis formål var at bryde færdigheden ned i byggesten. Vores håndled klarede heldigvis belastningen godt.

PRO-TIP #2: Træn dine håndled! Hvis du er en akrobat, gerne vil lære at stå på hænder, eller bare generelt er fornuftig, så træn dine håndled! (Hint: IKKE ved bare at stå på hænder).

I løbet af den måned trænede vi stående H2H i både sele og med spottere. I slutningen af forløbet fik vi vores hidtil bedste forsøg på film med Martin Kvist som spotter (se ovenfor).

Martin Kvist i baggrunden, Julie er klar til at hoppe.

Jeg skylder en kæmpe tak til Martin Kvist, som virkelig udviklede mit og Julies samarbejde. I begyndelsen er det meget skræmmende at hoppe op i en håndstand på et andet menneske. For basen kan det også være frygtindgydende at have ansvaret for ikke at tabe et andet menneske på jorden. Martin skabte ro og klarhed omkring processen - også når frygten var dyb og stress-niveauet højt. Dette fører mig til

PRO-TIP #3: Find en god lærer! En som gør dig tryg. Lad det være en lærer, der ved hvad de snakker om og selv har prøvet det, der ligger foran dig. Der findes ikke en hurtigere vej til at lære noget.

Et vigtigt vendepunkt for os var, da vi turde træne uden spotter. Det kom gradvist efter at være blevet spottet meget MED berøring og derefter meget UDEN berøring. Først efter vi havde haft en masse sikre nedgange uden berøring fra en spotter virkede det sikkert og fornuftigt at træne uden spotter.

På nuværende tidspunkt er mig og Julie's succesrate mindst 2/3, når succes er defineret som at holde balancen i mere end 5 sekunder. Efter vi nåede til denne følelse af, at balancen var nem at finde, tog andre succeskriterier og kvaliteter over. Her er nogle eksempler på nye ting vi fejer, når det går godt: Hvor godt føltes tempoet? Hvor åbne var skuldrene? Hvor længe kunne vi blive deroppe? Følte Julie sig tryg nok til at kigge op imod sine fødder?

Nogle gange og i bestemte henseender kan målbare succeskriterier være interessante eller endda nødvendige. Men for det meste er de ikke. Det vigtigste er at mærke hinanden.

Det er en god idé at være bevidst omkring hvad dine kvalitative succeskriterier er. Hvad føles godt, hvad gør ikke? Sammenlignet med de sidste forsøg? Det er vigtigt at give sin partner denne feedback, ellers kan i ikke udvikle et dybere partnerskab. Husk dog at overholde den gyldne regel inden for akrobatik:

Less Talk, More Acro