Contact Us

Use the form on the right to contact us.

You can edit the text in this area, and change where the contact form on the right submits to, by entering edit mode using the modes on the bottom right. 

1-3 Valkyriegade
København, 2200
Denmark

Teaching by Peter Hunter and blog in both Danish and English

Hvalsø Skovløb, 10 km

Blog (DK)

Hvalsø Skovløb, 10 km

Peter Hunter

I ran a 10k trailrun in Hvalsø Skov in Maj, 2014... This post is about that run in danish.

hvalsø titel.png

Dagen

Ubetalt lift pga. glemsomhed fundet igennem Fortius Løbeklub Facebook side – Kørte med Marcelo, bass-spiller (20 år), digital brugergrænsefladedesigner, løber og far til to, bosat på frederiksberg ud til Hvalsø skov. Undervejs talte vi om træning – barfodsløb vs sko, LSD (long slow distance) LAT (?) (syregrænse) tempoløb, intervalløb, enige om at blødhed var målet…

Jeg havde sovet i kun to timer – og var derfor ganske smadret. Men løbet var absolut fantastisk. Først senere på dagen ramte en buldrende træthed mig. Måske gjorde trætheden mig faktisk lidt mindre følsom for smerte? Fik købt startnummer til 200 kr, spiste så meget jeg kunne af det runners food jeg fik i startpakken, ordnede mit nummer, og følte mig mærkelig, da jeg endelig smed skoene og gik med de andre løbere op til startlinjen. Mit tøj skilte sig også lidt ud – blot adidas træningsbukser og en uld-undertrøje. Pandebånd.

Løbet

Startede med at brænde mig på brændenælder – vendte mig så småt til blikkene. Især en familie stirrede på mig, 2 drenge, en på min alder, og så en mor, som var den eneste, der sagde noget: Skal du løbe i bare tæer? Ja. Stilhed. 

Jeg ku bære det. Jeg følte mig klar. Stod og varmede lidt op. Og så gik løbet i gang. Jeg lagde ud i et stille og roligt tempo, først på græs, så på grus, så jordbund. Jeg begyndte allerede at overhale inden for de første minutter. Og resten af løbet lykkedes det mig at lægge ALLE bag mig, som jeg overhalede. Altså, jeg blev ikke passeret af nogen. Det var kun mig der overhalede. Undtagelsen var en skaldet fyr der havde brast hen over en å, i stedet for at blive sænket af os der tog brovejen, og ham havde jeg sat som mit mål at vinde over – han løb stærkt til, hans ryg fortalte mig at han var drevet frem af en god portion viljestyrke og udholdenhed. Han bar en rød undertrøje, der var nem at se med et hurtigt blik op fra vejen, der snørklede sig op og ned og frem og tilbage igennem skoven.


Jeg kunne kun se op hurtigt, fordi underlaget krævede min fulde opmærksomhed. På nedadbakkerne måtte jeg placere fødderne lynhurtigt efter hinanden, både når jeg bremsede for at tage hjørnet ved bunden skarpt, og når jeg ”gav slip” i benene, og lod mig flyve ned med gratis hastighed. Jeg sparede kræfter på de steder, hvor der var fladt med min lette løbestil, og holdt et stærkt tempo – hjørner og opadbakker var især der, hvor jeg indhentede folk. Jeg gik ikke på et eneste tidspunkt. Og det var ellers en mulighed, som mange benyttede sig af, især på to bakker der var usædvanligt lange og høje. Jeg overkom min sidestik på nedadbakken bagefter. Jeg forsøgte at løsne op i den krampe, som sidestik jo er, ved at trække vejret fyldigt og korrekt nede i maven. Jeg kunne mærke, at hvis jeg gjorde det rigtigt, så masserede og strakte jeg de muskler, der var overspændte under mine ribben.

Jeg fik selvfølgelig masser af kommentarer på vejen. Jeg var bevidst om det angreb på mine medløberes værdighed, som mine overskudsagtige overhalinger i bare tæer udgjorde. Men kommentarerne var positive. ”Det er sku sejt det der!” - ”godt løbet mand!” - ”Gør det ikke ondt?” - ”Nej! I bare tæer? Det er jo helt vildt”. Jeg svarede især ved at sige ”i lige måde” og ”godt løb!” Det var som om, at folk syntes godt om det – det var jo frisk gjort. At være barfodet gør fokus på god løbeform til en absolut nødvendig betingelse, når man løber i en skov. Og alle disse tidstagende, målende, diskuterende, udstyrskøbende løbeklubsmedlemmer – de respekterer jo en, som de ser fokuserer på god teknik, som giver sig selv en ekstra udfordring og åbenbart elsker at løbe. Så selvom jeg stikker ud og er den mærkelige, så er der en åbenhed for det, og noget der ligger på grænsen mellem respekt, målløshed og væmmelse. Senere fik jeg snakket med nogle gamle, som jeg fortalte, at jeg have løbet med bare tæer i flere år, og at det gik godt til løbet i dag. En sagde, at ”bare det, at du kan gå her viser jo, at du har nogle gode fødder” - ”elefanthud!” indskød en anden. ”Ja hvis jeg gik her, det ku jeg jo slet ikke…” fortsatte den første. Jeg så ned på grusvejen, der som alle grusveje var fyldt med små sten i forskellige variationer af ”små” – og blev faktisk overrasket over, at jeg bare vadede rundt her – jeg ku jo godt huske hvordan det er, at liste pinsomt rundt på bløde fødder, der værker sig.

Jeg følte, at jeg fløj. Mine ben bevægede sig så hurtigt, det føltes som om jeg var en maskine, der bare var bygget til det. Det blev dog tungere og tungere at løbe. Jeg var presset på lungerne, ikke benene – sidestik, tungt raspende åndedræt og en forbandet hoste og snottethed udgjorde de mest ubehagelige faktorer. Jeg smilte kun af ren og skær løbeglæde to gange. Men indvendigt smilte jeg nærmest hele vejen. Mine øjne åd solens lys, der reflekterede underlaget og den dybe grønhed. Skygger og kontraster og sten smeltede sammen til et flydende billede (altså en film), som jeg måtte forholde mig til med lynhurtige rekflekser. Det var så sjovt! Vejen fra mine synsindtryk ned til mine fødder var nærmest momentan. Mine fødder var kordinerede så godt, at jeg ikke trådte ved siden af flere gange, end jeg kan tælle på én hånd. Og de gange jeg trådte skævt, var konsekvenserne ikke huller eller vrid eller bræk – konsekvensen var blot smerte fra den ekstra dybe sten- eller rodmassage jeg modtog. Underlagets uregelmæssigheder blev bare omsluttet af mine elastiske fødder.

Selvom det gik rigtig stærkt på nedadbakkerne, og henne i løbet gik det hurtigere og hurtigere, så kunne det have gået ENDNU stærkere – selvom jeg havde en frygt, var mit nærvær ti gange større. Jeg kunne forholde mig så præcist til stien, jeg løb på. Jeg kunne se hver en sten og fælde. Jeg kunne overveje hvilken af tre muligheder, jeg ville benytte ved den kommende blanding af træstubbe, vejspor, rødder, planter og sten. Samtidig kunne jeg lægge mig lige bag ved den næste overhaling, uden at træde nogen af dem over hælende, og lade dem høre mine host og dybe åndedræt, før jeg tog dem. Følelsen var grænseløs, magtfuld. Det var en glædesfølelse, som fejrede styrken, som bølgede igennem mig og modstod smerten.

Desværre var den røde undertrøje længere væk nu end før. Vi var helt sikkert over halvvejs i løbet. Jeg gav lidt slip på idéen om at tage ham, men håbede stadigvæk. Jeg var presset på det tidspunkt. Det var hårdt, at blive ved med igen at presse mig selv op ad bakkerne. Jeg mistede min lethed gradvist, og kæmpede for at opretholde mit momentum. Jeg prøvede at kompensere for disse grimasseindkrævende stigninger ved at flyve ned igen på den anden side. Åbenbart var det også hårdt for den røde. Jeg opdagede pludseligt, at han var meget tættere på, efter en god, lige nedadbakke, der forsvandt hurtigere under mig, end jeg ku nå og opdage. Med fornyet tørst efter sejr blottede jeg mine tænder, og levede mig ind i mit jægerinstinkt, der fortalte mig køligt og strategisk, at jeg ikke havde langt endnu, før dette sårede dyr var i min magt. Ganske rigtigt hentede jeg ham gradvist, bakke efter bagge, zigzak efter zigzak, og kunne mærke at jeg havde overskud på de hurtige skift mellem op- og nedadbakkerne, der var små nu. Med kun et par meter mellem os kiggede han tilbage og sagde ”værsgo, bare kom forbi.. Det er fandme sejt gået.” Jeg sagde oprigtigt ”tak, og i lige måde”, pludselig glad ved hans venlighed og ros. Jeg mistede mit kampinstinkt lige med det samme, som jo havde bygget sig op på billedet af den skaldede mands brede ryg, heftige kropsbygning og krigeragtige løbestil – nu da han anerkendte mig, havde jeg intet grundlag for forbitrethed eller konkurrencementalitet. Jeg passerede ham, imens han sagde, at ”du er vidst den eneste, der få mere ros end kvinderne”, og jeg grinte højt. Nu løb jeg for at vise ham, hvad jeg duede til, som en ung hingst, der høster ros hos de gamle. Afsted fløj jeg. Ikke langt igen.

Endelig hørte jeg klap og tilråb. Dette måtte være et tegn på at slutningen var nær. Jeg havde lige passeret en fotograf, der tog billederne her:

Jeg kom endelig ud på grusvejen, som vi havde løbet på til at starte med, og jeg løb ned til mållinjen, som jeg krydse til lyden af måske 5-10 folk, der klappede i stilhed. Jeg havde regnet med, at folk ville være mere begejstrede for min præstation, når de jo kunne se hvor mudrede og hårdføre mine fødder var, men jeg indså, at det var i orden at blive hyldet som alle de andre – det er jo det, der er målet, altså at barfodsløb skal være så normalt, at ingen skelner imellem sko og ikke sko (dog vil sko selvfølgelig komme til at blive set, som det de er – usunde). Jeg tror egentlig bare, at det var den lave energi hos publikum. Langt de fleste folk var jo selv løbere, som nu hvileløst gik rundt og tilfredsstillede deres post-løbsbehov. Det gjorde jeg også. Et shot Nordic Øl, banan, vitaminvand, og resten af den rittersport jeg havde taget med hjemmefra.

Jeg gik ned til søen for at vaske mine fødder. Undervejs brændte jeg mig igen på brændnæller, (sammen med tisdsler udgør disse de mest reele bagdele ved bare ben! (bortset fra selveste bagdelen, selvfølgelig…)) og da jeg endelig stod i det mudderbrune vand, som ikke kunne hjælpe mig det mindste med at blive mindre brun, så boblede det op fra søbunden med klam gas, der lugtede af prut. Jeg gik tilbage igen. Efter præmieoverrækkelserne, tog jeg endelig hjem sammen med Marcelo – nu snakkede vi om musik og om vores oplevelser med dagens løb, i stedet for om løb generelt. Jeg havde scoret mig et par øl og næsten 10 små tigerbalsam muskellindrende cremer med menthol. Ingen medalje, ingen tid. Den fandt jeg først på nettet et par dage efter.