Contact Us

Use the form on the right to contact us.

You can edit the text in this area, and change where the contact form on the right submits to, by entering edit mode using the modes on the bottom right. 

1-3 Valkyriegade
København, 2200
Denmark

Teaching by Peter Hunter and blog in both Danish and English

Kronik om de sociale medier

Blog (DK)

Kronik om de sociale medier

Peter Hunter

Nedenstående er min afsluttende dansk eksamen, 2015, karakter: 12 (efter en klageprocess blev den løftet fra 10 til 12)

Peter føler sig begejstret: Har lige afsluttet Dansk A med en kronik om medievaner i en digitaliseret virkelighed! :D

Digitaliseringens tid er over os. Flere og flere dele af vores virkelighed er i de seneste år blevet digitaliseret, og efter at denne bølge har ramt os, er vi ved at være kommet os over overraskelsen. Nu er vi i stedet i fuld gang med at diskutere, hvordan vi skal forholde os til den nye virkelighed, især på de sociale medier, hvor så megen af vores personlige kommunikation foregår nu.

Et bidrag til den fortsatte debat om emnet medievaner kommer fra Stine Bjerre Herdel, redaktør og kommunikationskonsulent i Dansk Journalistforbund, som den 29. juli 2014 var forfatter til teksten ”Tag dig selv og de sociale medier mindre højtideligt”, bragt i dagbladet Information. Teksten, der formentlig stammer for Informations debat-sektion, har karakter af at være et meget personligt ”statement”, der i nogle henseender kunne have været en udvidet Facebook-opdatering, men som dog er struktureret og saglig nok i sin argumentationsform til, at dette nok ikke ville være tilfældet (men hvem ved, som Herdel selv påpeger, så er der ikke nogle regler for, hvad man lægger op). For at varme op til at gå ind i teksten vil jeg sige noget om Herdel som afsender. Hun benytter nemlig en række greb, som opbygger en hvis vis etos-appel hos læseren:

Herdels kommunikation er selvsikker, fremførende[LB2]  og kontant, i modsætning til fx at være forsigtig med at påstå eller være mere undrende. Hun henvender sig i jeg-form både til et generelt vi og til læserens dig/du i sine fremførelser. Hendes grundlæggende budskab vedrørende sig selv udlægges i begyndelsen af teksten og går ud på, at hun ikke har ”de problemer med sociale medier, som så ofte bliver italesat for tiden”. Disse problemer er der en masse af ude i resten af samfundet, og Herdel tager fat i to af dem, nemlig 1) at online-tid i ferien ”truer vores trivsel og vores evne til at indgå i virkelige relationer”, og 2) at vi spilder en masse energi på ”at forholde os til, hvad vi selv og andre poster på sociale medier”. Før vi dykker ned i de to af tekstens afsnit, der behandler hhv. 1) og 2), skal vi lige notere os tekstens overskrift igen, der antager, at læseren evt. har (nogle af de påpegede) problemer med de sociale medier, og at løsningen er: ”Tag dig selv og de sociale medier mindre højtideligt”. Overordnet set handler teksten altså primært om læseren, ikke om Herdel selv, men langt det meste af argumentationen tager udgangspunkt i hende selv. Strategien kan ses sådan: Igennem Herdels personlige erfaringer og refleksioner skal læseren finde nye og brugbare erkendelser, der vil løse problemerne.

Hvad mener Herdel så? I det følgende vil jeg redegøre mere detaljeret for hendes synspunkter og løbende karakterisere hendes argumentationsform. Allerførst vil jeg påpege hendes subjektivitet som afsender. I den første del af teksten refererer hun til (uspecificeret) forskning, om mobilers og computeres negative effekt på hjernen. Herefter fremsættes dog påstanden, at ”vi selv [er] med til at skabe en række unødige problematikker, omkring den måde vi er online og bruger sociale medier på”. Dette er Herdels springbræt, synspunktet at vi egentlig selv styrer, om den nye teknologi har en hensigtsmæssig rolle i vores liv, og at teknologien i sig selv givetvis kan være skadelig, men at dette er underordnet. I slutningen af første del af teksten gentages titlens budskab som svar på begge problematikker. Dette medfører logisk set, at disse problematikker ikke har nogen rod i selve teknologiens udformning, da nogle af problemerne ellers nødvendigvis ikke ville kunne løses ved at være mindre højtidelig. Med denne mere eller mindre komplette gendrivelse af videnskabelig kritik af teknologien kan Herdel nu fokusere på det kulturelle, hvor hun selv har noget at skulle have sagt, da hun som kulturmenneske er fri til at være subjektiv. Uden indledningsvist at modsætte mig dette greb fuldstændigt, vil jeg her og nu blot påpege, at denne selektive indgangsvinkel kan diskuteres (og det vil jeg gøre længere nede).

Mediet er ikke problemet[LB3] 

Denne del af teksten afviser de mange formaninger om, at brug af sociale medier ødelægger ferien, og afviser tilmed også, at afhængighed af de digitale medier blot er et spørgsmål om vilje eller evne til at vælge, hvordan vi bruger vores tid:”…vi vælger jo selv…”  og ”dengang folk så fjernsyn, var slukknappen et velkendt alternativ. Det gælder fortsat…”. Dette mener Herdel, selv om hendes eksempel drejer sig om medlemmer af Journalistforbundet, ”der har mere end svært ved[1] at koble af de sociale medier”. Hendes argumentation for, at vores medievaner er et produkt af vores eget valg, kan ses som en kæde, hvor hun starter med den personlige påstand ”jeg vælger det 100 procent selv”, som fører til den mere generelle påstand ”vi vælger det selv”. Altså projicerer hun et personligt forhold ud på det kollektive og almenmenneskelige plan. Der gives også andre eksempler på, at folk ikke kan lade være med at være på de sociale medier, selv når det er upassende, og disse bruges udelukkende til at påpege, at ”så er det altså ikke mobilen og onlinemedierne, der er problemet”. Problemet er altså folk selv, hvilket Herdel også udpensler, nemlig at det primært handler ”om deres person og deres arbejdsforhold – og det skal der selvfølgelig være styr på” (dette er en gendrivelse – forbeholdet er at der skal være styr på hjemmefronten og jobbet). Altså siger hun, at hvis man er et funktionelt, livsdueligt menneske, så kan man kontrollere sine medievaner. Hvis et sundt menneske ingen problemer har med en given teknologi, så kan den ikke i sig selv være problemet, lyder ræsonnementet. Længere nede: ”Som om vi alle er ofre for teknologien og ikke har et valg”. Til slut gendriver hun dog modargumenter om, at folk evt. ikke kan styre det, og hun fortæller hvad der er rigtigt for hende selv. Dette vil jeg vende tilbage til.                    

Det er jo bare Facebook[LB4]                     

Denne del af teksten tager afstand fra folks meninger og holdninger (som ifølge hende er unødigt brok) om brug af sociale medier. Vægten er lagt på den spildte energi og meningsløsheden i at være for normativ og dømmende omkring brugen af de sociale meninger. Hun anerkender dog vigtigheden af strategisk tænkning, karrierefremmende forbehold og moralske, samt juridiske, begrænsninger på, hvad man deler på internettet. Men når det er sagt, skal man stoppe med at gå så meget op i det, siger Herdel. Eksistentielt er det en dum ting at bruge sin dyrebare tid på, og betydningsmæssigt er det forgæves at diskutere folks ”posts”, når ”Intet af det, folk poster, har afgørende betydning for vores liv alligevel”. Argumentationsteknisk er det hendes belæg, at man spilder sin tid og energi, og hjemlen er, at det er dårligt at spilde dem. Brugen af det absolutte ord ”intet” er en styrkemarkør, og skal selvfølgelig ikke tages bogstaveligt – det ville være mere korrekt at skrive ”det meste”, men måske mindre hensigtsmæssigt i forhold til de kommunikationsmæssige mål, som afsenderen har med teksten.

Alter ego med Tourettes[LB5] 

Den afsluttende del af teksten giver diagnosticeringen af folk med de ovenstående problemer et navn, nemlig at have et ”Alter ego med Tourettes” (eller ”imagestress”), som altså skal forstås sådan, at man neurotisk går op i sin selv-fremstillede identitet på de sociale medier. Budskabets kerne er her, at det gider Herdel simpelthen ikke, hun gider ikke bekymre sig synderligt om hvad hun nu lægger ud. Hun opfordrer folk til at være som hende, og til at ignorere hendes posts eller slukke for den pågældende teknologi. Hendes belæg for påstanden er, meget som i forrige del, at imagestress giver mavepine og suger ens energi, hvor hjemlen er, at det er dårligt, især hvis det er undgåeligt, at have mavepine og være drænet for energi. Herdel overfører også her, hvad der gælder for sig selv, (”Personligt vil jeg ikke ligge under for imagestress”) til hvad der gælder for andre (”… det burde du heller ikke”).

Generelt i teksten ligger der altså dette projiceringsgreb, som i essensen siger ”men det er også bare mig, og gælder måske ikke for alle – men det burde det”. Dette greb er indbygget i tekstens udgangspunkt, nemlig at afsenderen tager udgangspunkt i sig selv, men taler om noget, der vedrører praktisk talt alle. Kan man det? I den grad. Men som altid er det farligt at generalisere, og selvom det selvfølgelig er nødvendigt, vil jeg nu diskutere, om Herdel har begået nogle fejlspring og måske underbetonet nogle problematikker.

Jeg lagde først og fremmest mærke til tekstdelen ”Mediet er ikke problemet” i min læsning af teksten. Her blev min kritiske sans provokeret mere end i resten af teksten, som jeg lidt mere lydigt fulgte med i – lydigt fordi teksten generelt er en samling personlige, om end velargumenterede, meninger, som er relativt nemme at være enige i (for mig, tilfældigvis). Som jeg allerede har fremlagt som essensen i Herdels rationale: Hvis et sundt menneske ingen problemer har med en given teknologi, så kan den ikke i sig selv være problemet. Her er en lille opremsning og løbende diskussion af nogle problemeksempler, som kan problematisere dette:

Er teknologien fejlfri, når forskningen netop siger, at den er afhængiggørende, sådan at der indbygget i den er et forsøg på, at få alle, også sunde mennesker, til at bruge den mere og mere? Der er nemlig absolut ingen tvivl om, at notifikationssystemet på Facebook og hjernens generelle sult efter alt, hvad der er nyt og overraskende, fører til aktivering af hjernens belønningscenter og dermed frigivelse af dopamin i blodet. Herdel nævner selv, ”når folk har mere end svært ved at koble af” og anerkender også, at nogle mennesker ikke kan styre det, men hendes løsningsforslag er kun, at ”så skal du have en snak med din chef (for hvor mange er en snak med sin chef et godt tilbud om at kunne være sårbar og tale ærligt om sine problemer?) og måske noget hjælp”. Tekstens titel er også et løsningsforslag, men antager også, at det er noget man selv kan styre. Det ville være dejligt, hvis ovenstående var udtømmende og effektive råd, men det er de netop ikke, hvis vi afviger fra Herdels individualistiske antagelse om, at vi selv kan styre det. Prøv engang at smage på ”måske noget hjælp”. Det er et ydmygende tilbud, det er i hvert fald ikke noget, der giver prestige. Herdel er et modeleksempel på en tendens i samfundet til, at problemer reduceres til personlige problemer, dvs. individets eget mere eller mindre selvskabte problem (i en ellers perfekt verden…). Dette har nogle[2] brugt begrebet ”afpolitisering” om, hvilket betyder, at strukturelle problemer internaliseres hos alle individerne, der egentlig lider primært pga. et givent (politisk eller socialt) system (eller medie), ikke pga. en eller anden brist (fx manglende viljestyrke) i individets personlighed. Inden for rammerne af, at de fleste af os er sunde mennesker, der pr. definition af ordet ”sund” kan styre vores instinktive impulser og reaktioner, så giver Herdels råd god mening! Men man kan problematisere om et sådant menneske overhovedet eksisterer. Ingen af os er fritaget fra at blive påvirket af alle vores interne mekanismer, og det er netop alle disse ubevidste handlingsmønstre, som teknologien, fx smartphones, er designet til at pirre og udnytte. Altså er vores medievaner ikke kun selvskabte, de er indbygget i mediet! Man kan dermed også problematisere, at Herdel ikke giver luft i sin ellers udmærkede tekst til tanken om, at der netop er problemer med mediet på trods af, at hun påstår, at hun kender til, tror på og respekterer ”forskningen” – hun bruger den i hvert fald ikke til noget i sine refleksioner. Et relateret problem er:

Er teknologien fejlfri, når man ved, at lys fra skærme giver dårligere søvn, hvis man kigger på dem op til to timer før, man lægger sig til at sove, og at næsten alle kigger på deres skærme, endda som det sidste de gør, før de går i seng? Problemet her er, at Herdel anerkender, at det er godt at give sig selv en pause fra skærmene, og vigtigt at kunne koble af, men for ”usunde” mennesker opstår der en ond cirkel: Dårlig søvn fører til mindre viljestyrke, mindre evne til at modsætte sig sine afhængigheder – dét siger forskningen. Altså har vi en teknologi, som mennesker med overskud kan styre, men som uhjælpeligt indfanger mennesker med underskud, når teknologien er med til at opretholde en cirkel, hvor nogle vil få deres evne til at vælge rent biokemisk mindsket! Jo mere de bruger teknologien, jo dårligere søvn får de, hvilket fører til dårligere medievaner (og dårligere kostvaner, samt motionsvaner) som konsekvens af manglende viljestyrke, hvilket igen fører til dårligere søvn. Netop valget er Herdels mærkesag: Man kan bare slukke. Dette er endnu en måde, man kan problematisere Herdels diskurs, der indbefatter, at det personlige valg omkring, hvordan man vil leve, betyder det samme for alle mennesker, altså at alle individer som aktører er ligestillede i deres kraft og evne til at vælge. Dette vil jeg mene ikke er tilfældet. 

En sidste indvending imod, at mediet ikke er problemet kunne være: Er teknologien fejlfri, når fx digital mobning tillader, at børn, der mobber andre børn på de sociale medier, kan gøre det uden at se ofrene i øjnene? Dette problem knytter an til den kontrast, der opstår imellem en egentlig person og den tilsvarende stiliserede persons identitet på nettet. Selvom dette ikke er fokus i Herdels tekst, er ingen debattør fritaget fra, at forholde sig til alle mulige aspekter ved et emne, HVIS man vil påstå noget generelt om det emne. Dette kan vi overføre til konteksten ved, at såfremt Herdels påstand om, at sociale medier ikke indebærer nogle problemer i sig selv, skulle være en generel påstand, selv for unge, der i dag er fuldstændigt tilvænnede til, at have en digital identitet, så må hun også forholde sig til det faktum, at der sker nogle ting på de sociale medier, som er gravalvorlige. Skal et mobbeoffer for eksempel tage de sociale medier mindre højtideligt? Dette ville være en absurd påstand, og derfor skal man huske, hvem Herdel henvender sig til: Mennesker med overskud og evnen til at slukke det gældende medie, bære over med folk på mediet, og vigtigst af alt har et godt, virkeligt socialt liv uafhængigt af mediet. Her rammer vi kernen i spørgsmålet omkring hvorvidt online-tid i ferien ”truer vores trivsel og vores evne til at indgå i virkelige relationer”. Hvis man allerede har velfungerende sociale relationer, så vil man formentlig give Herdel ret i, at dem kan vores medievaner ikke tage livet af umiddelbart og nemt.

Nu har jeg givet en række eksempler på eventuelle problemer, der kunne være med de sociale medier. Det sidste eksempel jeg gav, fører til det generelle problem med Herdels budskab: Kan man tage de sociale medier mindre højtideligt, såfremt de sociale medier er en virkelig del af sin identitet? Herdel selv er åbenbart ikke særlig koblet til sin digitale identitet, gider ikke bekymre sig om den, men er det måske ikke netop derfor, at det er hende, der har skrevet denne tekst? Hvad med alle dem, der af gode eller dårlige grunde, bevidst eller ubevidst, ER påvirket STÆRKT af det, der sker på de sociale medier? Dette er, hvad jeg mener med, at Herdels tekst både er selektiv og subjektiv. Det kunne man så sige om alle argumenterende tekster, men implikationen er, at der så er nogle begrænsninger på, hvad budskabet kan bruges til. Det er i sig selv fint, at Herdel bruger masser af anekdotiske og generelle eksempler til at støtte op om sine personlige meninger, og at disse meninger mest henvender sig til folk, der minder om Herdel selv. Formen i teksten er nærmest som en samtale, hun kunne have haft med nogen, der både var uenige med og villige til at lytte til hende. Men det, vi som kritiske kommunikatører skal huske, er at undgå at lade budskabet sprede sig ud over dets indbyggede begrænsninger. Herdel taler til et bestemt segment eller en bestemt type menneske i samfundet (som har de valg tilgængelige for sig, som Herdel selv har).

Nu har jeg formuleret mig omkring de argumentations- og kommunikationstekniske aspekter ved Herdels tekst, som jeg både sagligt og personligt finder mest interessant, men mere generelt om teksten, og mere på dens egne præmisser, vil jeg også italesætte et par ting. Herdel forsøger i sin tekst at være jordnær, afbalanceret og venlig. Intentionen med teksten er god, og hun vil have, at folk løsner op og får noget bedre ud af de sociale medier, som nu er blevet til et ”tilbud man ikke kan afslå” som almindelig samfundsborger. Selvom hun næsten ikke behandler de årsagssammenhænge, som går fra teknologien og medierne til os mennesker (som jeg i det foregående har uddybet), men kun behandler dem, som peger fra os mod teknologien, så har hendes budskab stadig en berettigelse, og hun slutter også teksten af med, at følge sit eget råd, ved at sige, at ”jeg intet problem har med det, I lægger op på de sociale medier”. Hun giver også en undskyldning til dem, som ikke endnu kan følge hendes råd, ”slap nu af!”, hvis de føler, at hun lægger ting op på de sociale medier, som ikke følger kulturens normer. Her viser hun sig selv som sit eget gode eksempel for en af hendes centrale påstande, nemlig at vi spilder en masse energi på ”at forholde os til, hvad vi selv og andre poster på sociale medier”. Og som jeg har gennemgået ovenfor, bruger hun gendrivelse, strukturerer sine argumenter, nuancerer sine påstande og forsøger at give sin læseren magten tilbage over sit medieliv. Alle sammen ting, der giver mig faglig og saglig respekt for hende som afsender. Selvom vi alle er medievante, er alle os, der brokker over andres brug af medierne, i en hvis vis forstand ofre for medierne som påpeget af Herdel, og dette forhold så jeg også gerne ændret. Det er også umuligt at være uenig i, at det ville være dejligt, hvis vi alle mindede mindre om alter egoer med Tourettes i brugen af vores medier.

Egentlig er hendes budskab, at det er forkert og ærgerligt, at vores brug af de sociale medier er så frygtbetonet, stift og unaturligt. Derfor rådet om at tage det mindre højtideligt. Jeg tror, at mange mennesker i højeste grad har været enige i hendes synspunkter, da teksten blev bragt, netop fordi vores medievaner betyder mere og mere i takt med, at flere og flere aspekter ved vores liv håndteres igennem digitale og sociale medier. Men jeg savner mere åbenhed for andre svar end ”Det er din egen skyld, fordi du ikke kan slappe af.” på spørgsmålet ”Hvorfor er vores medievaner, som de er?”, da jeg, som jeg har diskuteret, ikke mener overhovedet, at medievaner udelukkende kan reduceres til et spørgsmål om et individs bevidste håndtering af mediet. Det er for nemt at undgå at italesætte det ubevidstes betydning og ikke anerkende den magt, et medies udformning har over brugeren af mediet. Dermed ikke sagt, at individets bevidste forvaltning af sig selv og sine medievaner ikke har en kæmpe betydning! Selvfølgelig er den bevidsthedsudvidelse og øgede rummelighed, som Herdel advokerer for, et skridt på vejen imod gode medievaner, men lad os da ikke glemme alle mulige andre gode skridt vi også kan tage! Et eksempel på andre skridt er ”Facebook Demetricator”, et program som fjerner alle tal (der markerer fx antal likes, kommentarer, nye indslag, beskeder og notifikationer) fra Facebook, hvilket jeg klart kan anbefale. Da jeg personligt har mærket en øget afslappethed på Facebook, efter at jeg begyndte at ”demetricate” min profil, er det faktisk et relevant, om end personligt eksempel på, at man ved at ændre selve mediet kan opnå nogle resultater, som ellers kun ville blive opnået som følge af et overskudsmenneskes evne til selv at gennemføre nogle forandringer. I stedet for at se bort fra alle tallene, der gør Facebook til et spil, ved at bruge min viljestyrke og bevidste intervention, kan man jo bare fjerne tallene. Vores medievaner er selvskabte, den præmis har Stine Bjerre Herdel ret i, og ud fra det har hun givet nogle gode råd omkring ens selvforvaltning på de sociale medier, men vores medievaner er også et produkt af den menneskelige natur, samt indbyggede i selve medierne.

Med de ord vil jeg afslutte denne kronik om medievaner i en digitaliseret virkelighed.

Af Peter Hunter Albrektsen (3485 ord)

[1] Min understregning

[2] Svend Brinkmann i Stå Fast, bl.a.

 [LB1]Jeg tror ikke, censorerne er ret begejstrede for denne skematisk opstilling – i dansk kan vi bedst lide, når man skriver i sammenhængende prosa, og de fleste censorer vil nok mene, at det er for ufærdigt, når du bringer din forståelse og påpegning af argumentationsformen på skemaform.

 [LB2]Fremførerende er lidt vagt, ikke umiddelbart danskfagligt begreb, hvad mener du med det?

 [LB3]I dansk kan vi ikke ret godt lide overskrifter i de danskfaglige besvarelser, det kan godt trigge nogle censorer, og de kan insistere på, at så har man ikke helt greb om kronikgenren….

 [LB4]Se ovenfor.

 [LB5]Se ovenfor

Lærekommentar:

Hej Peter,

Nu har jeg læst din besvarelse af kronikopgaven - jeg vedhæfter opgaven her med nogle få kommentarer fra mig.

Jeg tror, censorerene kan have været lidt negativt påvirket af din overskrift, som du vist også selv er inde på, men det bør selvfølgelig ikke påvirke en faglig og saglig karaktergivning.

Et par mere genreoplagte grunde til at give dig 10, kan være din skemaopremsning, som jeg har kommenteret i vedhæftede, og din brug af overskrifter. Jeg vil imidlertid mene, at resten af opgaven kompenserer for disse forhold, og jeg mener sagtens, opgaven kan bære et 12 tal. Du har et abstraktionsniveau som er temmeligt overbevisende, du arbejder fagligt relevant med argumentationsformen i teksten og bruger dette arbejde til noget, du gør det ikke bare mekanisk fordi du bliver bedt om det.

Jeg kan ikke forestille mig, at nogen ville kunne finde på at give dig en lavere karakter end 10.

Håber, du kan bruge dette til en beslutning for eller imod en klage....

Hilsen Lone