Contact Us

Use the form on the right to contact us.

You can edit the text in this area, and change where the contact form on the right submits to, by entering edit mode using the modes on the bottom right. 

1-3 Valkyriegade
København, 2200
Denmark

Teaching by Peter Hunter and blog in both Danish and English

Barfods Marathon #1

Blog (DK)

Barfods Marathon #1

Peter Hunter

33 – 18.05.2014 (natten før løbet)

In medias ræset starter i morgen (altså i dag) kl. 9 og går igennem hele min egen brolagte barndomsby. Aldrig har jeg løbet så langt, og jeg kender ikke min grænser. Jeg sidder og skriver disse ord på mit værelse alene om natten… Jeg burde sove, men jeg har villet skrive mine tanker ned før løbet. Tiden er her nu. Jeg er stadigvæk lidt øm i peronius- og soleus-musklerne fra løbeturen i onsdags – 3 dage siden – men det er lige meget nu. Denne sidste nat bruger jeg på at samle mine åndelige kræfter, såvel som at sove.

Jeg vil måske skille mig ud i morgen i kraft af to ting: Den ene er at jeg løber uden sko – hele vejen. Den anden er, at jeg ikke spiser morgenmad – eller noget undervejs. (Og den tredje er at jeg klær mig ud med snore, lændeklæde og et spyd – lidt indfødt-australier-inspireret).

Jeg kan godt se, at jeg virker ekstrem. Jeg kan selvfølgelig se, at min plan ikke minder om den typiske optakt til et maraton – jeg har ikke løbetrænet struktureret, har ikke købt løbetøj, bruger ikke et ur til at måle med. Men om jeg er ekstrem, det ved jeg ikke. Jeg vil presse mig selv hårdt, ja. Men primært ser jeg mine idéer som kreative – om end reaktionære. De går imod det normale. Men jeg gør også disse ting, uden at du hører om det – sådan ved jeg det kommer indefra. Samtidig vil jeg have du skal høre om det – fordi jeg tror at mine idéer er bedre end de normale. Du vil vinde på at gøre som mig.

Så hvorfor løber jeg uden sko?

Da jeg gik hjemad fra Østerport Station for en time siden, kom dette svar til mig:

En skos funktion er at beskytte vores fødder – imod temperatur, imod underlag og imod lort. Jeg ser skoen som et tilbud – hvis jeg ikke vil give jorden opmærksomhed, kan jeg isolere mine fødder fuldstændig i gummi, nylon og læder. For at beslutte mig om jeg vil tage imod dette tilbud, der plejer at koste mindst 700 DKK, sammenligner jeg det med alternativet, som er at skænke jorden min opmærksomhed og adaptere mine skridt til omstændighederne. Dette alternativ er gratis – men koster mange uforstående blikke, der grænser til at være fordømmende. Dette er en hård pris. Til dels opvejes den dog af al den sure lugt og dårlige fodhygiejne jeg fuldstændig undgår ved ikke at have sko på.

Men allervigtigst er det for mig, at jeg med bare fødder ikke lader den kultur, der omgiver mig, diktere, hvordan jeg skal beskytte mig. Jeg er imod beskyttelse. Ja, selve idéen om beskyttelse. Jeg synes, at fodtøjsindustrien lever i kraft af et dybest set tomt løfte. Jeg er klar over at nogle underlag temperaturmæssigt er skadelige for fødderne. Og at man ikke bare en dag kan smide skoene uden at få ret ondt. Men jeg synes at langt de fleste situationer i vores liv – lige fra vores løbeture og indkøbsture til vores hverdagsbure og elskovslure - kunne klares uden sko. I lyset af, at der ikke findes nogen videnskabelige studier, der har vist at sko giver færre skader, føler jeg mig også træningsmæssigt godt dækket ind. (Hvis der fandtes noget belæg, så ville vi allesammen nok vide det – fra industriens side af) Sko er først og fremmest en norm – men det at mange mennesker gør tingene på en bestemt måde, betyder jo ikke at det er den rigtigste måde.

Jeg ser min motivation til at udfordre kulturen som en af mine fremmeste kvaliteter. Det er mit frisind og mit mod der er på spil her, i kraft af at jeg vurderes og dømmes af mit eget folk – enten i morgen i form af tilskuere eller senere i form af denne teksts læser. Men udover at der er noget fedt ved at være provokerende (fordi det er så trættende at vade rundt i enighed) er der også en reel indflydelse at hente i min gøren.

Når jeg fravælger skoene, tager jeg den svære løsning, som er at bruge tid og kræfter på at håndtere de underlag jeg møder på min vej gennem dagen. Hvis vi nu tager den klassiske indvending imod bare tæer, som er at ”du måske træder i noget glas”, så er mit svar, at jeg undgår glasset ved at forberede mig på at det måske er der, så jeg kan undgå det, I STEDET FOR at undgå glasset ved at være pakket ind. Når jeg er pakket ind kan jeg bevæge mig igennem min verden uden at tage stilling til den, og (lykkeligt?) lade min tanker dreje sig om alle mulige andre ting, end lige netop det jeg selv er i gang med lige nu, bogstaveligt talt. Vil jeg det? Vil du det? Det drejer sig i bund og grund om, at skoen er en vare, der fratager dig din bevidsthed omkring din krop og dine omgivelser. Det er ikke til at komme uden om, at skoen fritager dig fra at være tilstede på det underlag du befinder dig på, og giver dig en unaturlig evne til ikke at interessere dig for jorden, du går på.

Køber du sko, sælger du din opmærksomhed og dit kropsnærvær. Du mister din balance. Du vrikker om. Du får svamp og skæve tæer. Og du ser godt ud imens…

Jeg er altså helt overbevist om, at bare fødder er at foretrække over sko i langt de fleste situationer. Og den overbevisning gør mig i stand til at bære de domme, som ligger over det valg. Det er ubehageligt, men det giver den dybeste sindsro, når jeg kan mærke, at jeg handler efter det jeg tror på. Og det er, at jeg, i mit møde med den farlige verden, som er overdrysset med skarpt glas, især efter weekenderne som nu, vil prøve så godt jeg kan at tilpasse mig, med det jeg fra naturens side er udstyret med, og IKKE tage det sikre, nemme valg.

Jeg vil skuffe dem, der forsøger at sælge mig idéen om, at jeg bør købe mig et beskyttelsesprodukt, der stinker og larmer og ser pænt ud. Jeg siger nej tak til sikkerhed opnået ved aldrig at eksponere mig selv. Jeg klarer mig selv, tak. Og jeg ser frem til at løbe mig en 42.125 km lang risiko i morgen, båret af et ideal om kontaktvillighed, som gør mig uafhængig af en kæmpe industri.

Hvis alle gjorde som mig ville vi frigøre jeg ved ikke hvor mange milliarder kroner og millioner arbejdstimer ved at nedlægge skoproduktionen i størstedelen af verden. Kan du ikke se hvor meget min idé er værd? Beskedent går jeg rundt som 22-årig københavner med en idé i milliardklassen. Mit hjerte går ud til alle jer, der har inspireret mig og været med til at forme mig sådan som jeg er, til alle jer der også går i bare tæer, og til alle jer som bare er trætte af sko… Jeg er sikker på, det ikke kun er dansere og kampsportsfolk, som er det.

Og hvorfor vil jeg så ikke spise før og mens jeg løber?

Jeg fik idéen om ikke at spise noget tidligere i dag, imens jeg var ude i solen. Nogle gamle mænd stod og diskuterede, at det var vanvittigt at løbe uden sko. Jeg ville have, at der alligevel var noget de ikke vidste om mig. Jeg ville gerne have den ekstra udfordring, som giver mig en hemmelighed, når resultaterne sammenlignes efterfølgende.

Da jeg smagte på idéen, blev jeg varm af inspiration. Jeg blev grebet af en vision om det fokus, jeg ville låse mig selv inden i uden mad. Jeg blev pludselig bevidst om min besættende trang til at fylde mig med energi. Og det gik op for mig, at mit mål med løbet, netop er at udtømme mig selv fuldstændig. Jeg har prøvet det før - at gå og løbe langt, også at faste - og jeg føler at jeg nærmer mig noget meget rent inden i mig selv, når jeg presser mig selv på udholdenheden. Det er spirituelt.

Målet med at løbe, er at udmatte mig selv, og i udmattelsen få chancen for at gribe de dybere kræfter i mig, som ikke er tilgængelige i almindelige, mættede hverdage. Så jeg spiser ikke, og nærmer mig udmattelsen lidt hurtigere end ellers. Måske meget. Måske nedbryder jeg kroppen meget mere, når den ikke får næring, imens den kæmper med at blive ved. Men giver det ikke mening, at min kropslige tilstand er irrelevant, når det er min ånd jeg vil nedbryde og forstå? Dette er et åndeligt eksperiment, en åndelig træningsdag, ikke en fysisk præstation. Det åndelige element i løbet er min eneste motivation. Jeg tror ikke det er sundt for min krop at gøre det. Men når jeg vil være grænseløs som sjælen, må jeg træde uden for det sunde felt et stykke tid. Og på alle andre tidspunkter vil jeg kæmpe for at forblive inden i det.

Jeg skaber altså min egen ramme når jeg løber på den måde, og det gør det meget sværere at sammenligne mig med andre. Jeg vil nemlig ikke sammenlignes. Jeg ville gerne have, at alle holdt deres tider hemmelige, at præstationer var private. Men det er nu lige meget hvad alle burde gøre – jeg kan jo bare gøre det, i stedet for at brokke mig. Og det gør jeg altså, ved at gøre mit løb personligt og privat. Med en hemmelighed her og bare fødder der.

I morgen får jeg at mærke hvordan trædepuderne ophører med at eksistere, og at jeg løber på de bare knogler. Jeg vil mærke sulten, længslen efter sukker ved frugtboderne. Og jeg vil afholde mig fra det nemme valg at tage sko på og at spise. Det kommer til at gøre ondt, men det er jeg klar over og beredt til. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg vil gennemføre løbet i morgen, sådan som jeg har sagt det, og jeg vil gøre det med en stoisk ro – måske endda med ørepropper.

Nu er klokken blevet 02:14… åårhh

Her er mit kostume til løbet - jeg ville gerne ligne en aboriginee fra Australien, der var ude på jagt.

22:54 – 18.05.2014 (løbsdagen)

Værd at vide: Barfodet hele vejen – efter ca 30 km var al min sportstape forsvundet under fødderne. Jeg satte ikke nyt på, faktisk tabte jeg både min sportstape og min vaseline på vejen, pga. mit upraktiske kostume. Jeg bar et spyd hele vejen. Jeg spiste Nikolines sidste energi-gel efter km 37, og brød altså min ambition om ikke at spise. Jeg drak også powerade drinks derefter, og sluttede løbet af med at foræde mig i frugt, yoghurt, kanelsnegle og varm cacao. Kvalmen og regnen tilsammen gjorde mig selvmedlidende efter min præstation. Jeg cyklede hjem i regnvejr. Det var koldt. Det varme bad gjorde ufatteligt godt. Endelig, endelig hjemme og varm og… stille.

Her er billederne af mig selv lige da jeg kom hjem:

Her er mine resultater:

15:26 – 19.05.2014 (dagen efter løbet)

Vanvittigt øm da jeg vågnede… rejste mig ud af sengen med grimasser og forbistrede hvæs. Dagen efter løbet er min krop ganske smadret. Og dog. Med et varmt fodbad før skole, var mine fødder tilfredse nede i et par tykke uldsokker. Jeg gik barfodet rundt i botanisk have kl 12, og nu sidder jeg på boblepladsen og venter på Joel og Jacob – vi skal træne. Så jeg er altså både gående og cyklende i dag - og i går underviste jeg endda i akroyoga efter maratonet. Jeg ku åbenbart bedre lave akroyoga end bare at stå.

Her er mine fødder efter løbet.... (kun) to blodvabler.

Senere tager vi over til noget akroyoga i Nørrebroparken. Jeg føler mig fyldt op. Jeg har udsigt til træer og børnestemmer flyver frem og tilbage. Jeg føler mig hel, imens jeg venter på mine venner.

Jeg har ikke skrevet noget på facebook, selvom Jeppe spurgte hvornår jeg dog gjorde det. Skrev at jeg gerne ville fortælle det, for at folk kan se det er muligt (altså barfodsreklame) men at jeg ikke havde tænkt mig at gøre det. Det er fordi jeg ikke vil udvande min præstation med andres meninger om den. Den er min egen, og dens værdi skal være reel uden anderkendelse udefra. Ellers er det ikke en præstation som kommer indefra og vender indad - bygger mig op indadtil. Og så vil det ikke være spirituelt. Så vil det være ego.

22:42 – 19.05.2014 (dagen efter løbet)

Jeg tror jeg altid har haft mine præstationer, der hvor jeg ikke har kunnet udtrykke mine følelser. Jeg har altid kunnet vise folk en flot præstation. Det har været en måde at vise mig selv frem på – i stedet for at udtrykke mig. Jeg er ”god” til mange ting. Det siger folk. Jeg er heldigvis nået så langt, at jeg har mig selv i spil på en meget mere autentisk måde nu. Men jeg kan stadig trække på den indebrændthed, jeg har næret det meste af mit liv, når jeg løber og skal presse mig selv til det yderste.

’Det var nemlig sådan, at da jeg løb igennem helvede, de sidste 5 kilometer, der var jeg i vildrede – jeg kunne ikke rumme smerten… Jeg lukkede øjnene og nærmest paniske tanker skreg alle mulige spørgsmål. Jeg prøvede at trække vejret dybt, og jeg kunne mærke dér, at også mit bryst var helt sammentrukket – som om jeg tog den første dybe indånding nogensinde, og ribbenene ufrivilligt gav sig. Min mave gjorde ondt. Der sad en hård knude derinde. Jeg løftede mine arme over hovedet og blev båret af tilråb og hep nogle salige skridt, før smerten gjorde sit indtog igen. Jeg løb med Nikoline – en engel, der råbte ”KOM NU, PETER. GØR DET FOR MIN SKYLD!” imens jeg så på hende i den silende regn med mine hænder plantet på asfalten. Mine haser var gået i krampe, og jeg vidste de ville gøre det igen med det samme. Alt i mine ben var forkrampet og overspændt. Vi var gennemblødte. Jeg rejste mig og løb.

Det var nærmest uudholdeligt. Når jeg læser det jeg lige har skrevet, så lyder det meget voldsomt. Men de billeder jeg har i hovedet fra løbet er sådan, og jeg kan huske hvordan mine tanker undervejs både konstaterede hvor forfærdeligt jeg havde det OG konstant mindede mig om hvor langt jeg havde igen. Hver gang jeg prøvede at lave tricket med at sætte næste hjørne som mit eneste mål, begyndte mit hoved bare i stedet at regne på, hvor langt jeg egentlig havde igen. Og der var så langt. Hvert skridt landede tungt på de glatte brosten, mine fødder samlede sand fordi alt var så vådt, alt var hårdt og ulideligt – der løb jeg med bare fødder som en spade. Av av av hørte jeg tilskuere sige højt, og det var længe siden, jeg var holdt op med at lade som om, det ikke gjorde ondt.

Alligevel var det som om, at der ikke fandtes noget alternativ. At stoppe? At gå? Disse idéer var hos mig i situationen, men de virkede fremmede. De pinte mig, men de startede ingen beslutningsproces. Det kunne de ikke. Det ville være fuldstændig utilladeligt for mig. Jeg tror, at min indebrændthed giver sig til udtryk sådan: Jeg holder kæft og tager mig sammen. Jeg gør mere end i forventer. JEG KÆMPER – uden at brokke mig. Jeg gør det som i bliver nødt til at respektere. Ikke at gennemføre, nej, så vil jeg hellere dø. Simpelthen. Bag denne forbitrede stemme, gemmer der sig en dyb, dyb angst for ikke at være go nok med det jeg kan. (Jamen det er jo helt klassisk, altså…) Jeg er så ufatteligt bange for om jeg har en plads i verden blandt jer, hvis jeg ikke er god til det hele. Og hvis jeg ikke kæmper. Hvis jeg ikke er sød og beskeden og har noget at bidrage med. Hvis jeg ikke har overskud og et smil til dig. Hvis jeg ikke er i godt humør, hvis jeg er ked og hvis og hvis og hvis hviss hviiiisss alt.

Det er derfor jeg ka løbe sådan, vil jeg tro.

Nikoline beordrede mig pludselig til at spise hendes energibar. Mine stønnende halve sætninger om at ”det ødelægger mig” og at ”vi klarer det” havde nok gjort hende bekymret. Hun havde spurgt mig flere gange om jeg var okay. Ja. Indtil da havde jeg kun drukket vand. Vi var inde i indre by og vi havde 5 kilometer tilbage. Tanken strejfede mig, at jeg brød mit løfte, hvis jeg gjorde det. Men hvor var det en fattig og ubetydelig tanke. Jeg spiste den flydende vingummi, og jeg elskede det… der skete noget i min mave, det løsnede op. Jeg havde pludseligt meget mindre ondt i maven, og kunne løbe med et fornyet mentalt overskud, der blev brugt med det samme på at holde min krop ud, der stadig løb skridt for skridt. Ved den næste vandpost drak jeg det blå powerade, og spiste et stykke banan. Jeg havde så meget brug for det. Jeg tænkte, det var dumt at løbe uden mad. Jeg havde helt givet slip på det mål. En stor grund var også, at jeg skulle klare dette med Nikoline. Jeg måtte ikke stoppe. Så hellere spise. Selvfølgelig.

Hvis hun ikke havde været der, havde jeg måttet løbe på ren præstationsdrift. Men hun var der. Hun troede på mig. Hun ventede på mig, da jeg bøjede mig forover, og vendte verden på hovedet i nogle mærkelige sekunder, hvor jeg så løbere passere mig på loftet og mine baglår bare skreg af anstrengelse. Og hun havde grund til at tro. Vi løb og vi klarede det. Hånd i hånd løb vi over målstregen, og alle de mennesker der stod og råbte og klappede, larmen, og medaljen og regnen og roen og... Jeg begyndte at græde. Det var så overvældende…

Hvor er det egentlig smukt, at min evne til at lukke mig selv ned og være indebrændt og klare hvad som helst blev overflødiggjort af et andet menneske – en dejlig højskoleveninde som jeg ikke har set i flere år, før hun genkendte mig bagfra og smilende hilste på mig. Vi løb hele løbet sammen, fra km 10 eller sådan noget. Og hvor var det bare perfekt at jeg mødte hende, helt tilfældigt. Hvor var det en fin drejning, der satte mine egne planer overstyr, og gav en helt ny dimension til det hele. Jeg tror på tilfældigheder. Denne her var god – et andet menneske kom ind og blandede sig i min hensigt, som i bund og grund var at løbe til ære for mig selv. Derfor er der ingen tvivl om hvem denne tekst skal dedikeres til. Det er dig, Nikoline.

Løbet er på den måde et billede af mit liv, hvor jeg er gået fra at være en ensom, selvudslettende kriger på den lukkede, bitre måde, til at blive mødt og elsket af mennesker, der ikke var interesseret i mig, fordi jeg kunne gøre alting godt. Altså fra lukkethed til åbenhed, fra isolation til kontakt. Fra ingen føde til alt det søde – både bogstaveligt og følelsesmæssigt.

22:55 – 20.05.2014 (to dage efter løbet)

Igen sidder jeg og skriver i min seng om natten… Det er nok en dårlig vane, men hvor er det fedt at have al den her tid. Nu har jeg skrevet om mit løb i søndags. Metatanken bag dette dokument er, at skrive til, for, og om mig selv, om en af mit livs allerstørste fysiske præstationer, om min tilgang til den og også mine følelser omkring den. Jeg har siddet og skrevet på det fire gange inden for de sidste to dage. Jeg har skrevet hvad der faldt mig ind, om hvad der fyldte, når jeg tænkte på oplevelsen. Det er simpelthen min emnespecifikke dagbog, det her. Synes jeg har fået en masse god ting ned om det, og har prøvet at frasortere det uvæsentlige. I skriveprocessen har jeg tænkt billederne og minderne igennem – jeg har haft lyst til at skrive hele lortet ned. Det har været så intenst det hele, og jeg har et eller andet sted samlermani på mine egne tanker og oplevelser… Men for min egen skyld, er det nok kun at skrive dette, for så er det gjort. Hvis det ikke er nok, må jeg løbe mig et nyt maraton, og få det væsentlige med der. For din skyld er det forholdsvis kort, og jeg håber du har fået noget ud af at læse det. Det er ret privat. Jeg har besluttet mig at dele det på facebook, fordi at jeg nærer en mistillid til min idyllisering af den drevne, ufejrede præstation. Jeg tager måske mig selv for seriøst, når jeg vil løbe maraton – ”men det ikke der jeg tjener mine penge (eller min ære)” - uden at annoncere det. Og jeg tror, at nogen vil få noget ud af at læse det. Hvorfor skulle jeg så have det liggende på min computer, og være den eneste der nogensinde læste det igen? Så ud med det. Værsgo :)

Kh Hunter                      

Shit. Så blev kl 00:45…