Contact Us

Use the form on the right to contact us.

You can edit the text in this area, and change where the contact form on the right submits to, by entering edit mode using the modes on the bottom right. 

1-3 Valkyriegade
København, 2200
Denmark

Teaching by Peter Hunter and blog in both Danish and English

Rejseminder af Sophus Claussen

Blog (DK)

Rejseminder af Sophus Claussen

Peter Hunter

Rejseminder er digt på fjorten strofer udgivet i digtsamlingen Pilefløjter, 1899, skrevet af Sophus Claussen, en kendt dansk digter. (1865-1931) Han besynger i dette digt en meget smuk kvinde, som han tidligere i livet havde set én gang på Skanderborg Station. Øjebliksbilledet af hende har efterladt et uudsletteligt indtryk på fortælleren, der i erindringen ser tilbage på hende fra det kørende tog tagende hende med sig afsted i sine drømme

Digtet består af 314 ord og 1473 tegn uden mellemrum. Rimmønstret A-B-C-B er gennemgående i digtet, altså kryds- eller fletrim. Af og til er rimene ikke ægte rim – i strofe seks rimes ordene ”drage” og ”tilbage”, hvor det er tydeligt, at bogstaverne ser ud til at rime, men hvor den dejligt uregelmæssige danske udtale ikke tilbyder os noget fonetisk rim. Se også strofe syv, hvor ordene ”kendte” og ”brændte” hverken ser ud til at rime bogstavmæssigt eller gør det fonetisk. To andre rim er værd at nævne: I strofe otte bruges ”mig” to gange til at rime, og i strofe ni rimer de to lange ord ”serveret” og ”kompromiteret” på en lækker måde. Behageligt, når sådan nogle lange ord rimer.

Der er en masse ord der gentages. ”Forfløjne” findes i strofe 1 og 11; ”brune øjne” i strofe 1, 2, 6, 7 og 11; ”drage” i 6 og 7; at ”brænde” i 7 og 8; ”blomster” og specifikke blomsternavne i 8, 10, 12 og 13; ”duft” i 8 og 13; ”Skanderborg Station” i 1, 6, 9, 14;  ”borgerbørn” i 3, 10, 11; ”ærbar” i 9, 10; Ordene gentages ofte i konsekutive strofer, som giver lidt af en ”julekranse-effekt”, hvor hvert led (strofe) hæftes sammen med et andet med et ord.  

Sophus Claussen er kendt for at sløre skellet imellem drøm og virkelighed. Jeg vil starte med at spørge, hvad er drøm og hvad er virkelighed i dette digt? Beskrivelsen af mindet om pigen med nøddebrune øjne er en kombination af begge. Den rent fysiske beskrivelse af pigen er detaljeret men modsætningsfyldt (mere herom senere). Se strofe et og to:

”Jeg saa en nydelig ung Person
med nøddebrune Øjne.

Kokette Øjne, men tavs og bleg
med Ansigtstræk saa skære,
en nittenaars Barm til en fin Figur,
spinkel og Hofterne svære.”

Det er en beskrivelse, der er meget lige til, om end meget stiliseredestiliseret, næsten ikke engang lyrisk. (Dog indledes der til denne beskrivelse med jeg’ets tanker, der bliver ”forfløjne” – dette indikerer en mental, oppe-i-hovedet oplevelse af pigen) Men det lyriske kommer bl.a. i strofe tre:

”Et kysk og forvovent Borgerbarn
med rastløse Sommerfugl-Lemmer
Af Gangens og Holdningens æggende Kraft
endnu jeg et Gentryk fornemmer.”

I daglig tale ville man i langt mindre grad beskrive et menneske sådan, end man ville i strofe et og to, med mindre man var en utrættelig skuespiller. Forskellen ligger i brugen af metafor (”sommerfugl-lemmer”), mere abstrakte adjektiver, der beskriver interne kvaliteter frem for ydre, (”kysk og forvovent” barn) og i, at jeg’et fortæller om indtrykket, om følelserne, som pigen gav det. Mere om digter-jeg’et senere.

I strofe syv kommer så noget helt tredje, hvor lyrikken i sprogbrugetn kombineres med noget drømmeagtigt, i stedet for noget så konkret som en pige. Se strofe syv:

”Men jeg drog mod Nord, over Land og Sø,
og sommerberust mig kendte,
og da jeg sov ind paa Himmelbjærget,
de brune Øjne mig brændte.”

Disse linjer er af eventyrlig og drømmende art. At ”drage mod nord, over land og sø” og at ”sove ind på himmelbjerget” er eksempler på det eventyr-agtige aspekt[LMB1] , og ”sommerberust” samt ”de brune Øjne mig brændte.” er eksempler på det drømmeagtige. Det hele er hen i tåger og mystik, faktisk. Hvordan mon det har føltes, at blive brændt af brune øjne, imens man sover på et bjerg? Disse elementer skaber en helt speciel stemning, som gør mindet til meget mere end ”bare” et minde, mere end bare en anekdote, som blot var led i en samtale. Nej, dette minde er hovedemnet i samtalen, når der tales sådan!

SophusClaussen

For at opsummere de sidste par afsnit – Rejseminder er bygget på et ægte mindes fundament, en virkelig hændelse som Claussen antageligt har haft med sig fra sit eget liv. Men i beskrivelsen af hændelsen tilføjer Claussen sine lyriske sprogblomster og sine fortidsdrømme, og slører sin egen rolle i forholdet til pigen vha. førnævnte modsætningsfyldte beskrivelser, som næste afsnit vil tage sig af. Ved brugen af disse elementer, gør han digtet bredt, dybt og fjernt. Senere vil jeg hænge lidt ved det aspekt i digtet, at jeg’et beretter (lyrisk) om et minde med bredde, dybde og distance. Dette er nemlig meget symbolistisk og i overensstemmelse med Johannes Jørgensens tanker.

Pigen karakteriseres modsætningsfyldt. Hun er har både ”kokette øjne”, men er ”tavs og bleg”. Endnu mere kontrastfyldt er de nærmest omvendte beskrivelser ”Svære hofter” og ”spinkel”. Endnu et sort/hvidt eksempel: ”Kysk og forvovent borgerbarn”. Er jeg’et forvirret, eller…? Det er som om, at jeg’et ikke er i stand til få et helt tydeligt billede af denne pige, at hun er mange ting, endda modsætningsfyldte ting, men at hun alligevel er en og den samme og fuldstændig fantastisk. Måske refererer ”før Hykleriet og Vaaset” til realismens og Georg Brandes’ forsøg på at beskrive tingene ”objektivt”, at ramme tingene som de er med beskrivelserne, om end i et litterært sprog. Hykleriet består i, at gøre denne pige til en sammenhængende størrelse, når hun ikke er det og ikke kan være det, grundet at hun er brændt ind i selve jeg’ets sjæl. Hun må nødvendigvis være subjektivt oplevet, og Claussen nægter at følge det Moderne Gennembruds forskrift om at sætte fokus på ”virkelighedens” problemer og bl.a. kønsroller, når hans oplevelse af hende har flere lighedstræk med en drøm end en virkelighed. ”Verden er dyb”, skriver Johannes Jørgensen i Taarnet (mere herom senere), og Claussens oplevelser med kvinder har formentlig været dybe, ikke overfladiske og lige til at beskrive uden at modsige sig selv. Og derfor er digtet fyldt med modsigelser[LMB2] .

Som bekendt hed Johannes Jørgensens tidskrift ”Taarnet”, som antyder noget fjernt og noget med overblik. I Litteraturens Veje, s. 227, beskrives to versioner af dette ”tårn”, kirketårnet og elfenbenstårnet. Da Claussen ikke var særlig religiøs, vil jeg påstå, at Claussens favorittårn må være det sidstnævnte. Hvor J. Jørgensen ville forklare dybden i tilværelsen og i kunsten igennem forbindelsen til Gud, ville Claussen forklare dybden igennem sin egen sjæl uden Gud som baggrund. Claussen sidder måske i sit elfenbenstårn og udtaler Rejseminder til og for sig selv, uden publikum endda, og nyder øjeblikket, hvor ”den evige Virkelighed bag Tingene synes paa Nippet til at sprænge den illusoriske Realitets Ham”, som J. Jørgensen skriver i Taarnet, 1893. Derefter udfører han sin velgørende pligt som kunstner og udgiver digtet, så den almene mand også har chancen for at få et glimt af herlighederne[LMB3] .

Læg mærke til de sidste to strofer i digtet: ”Men det er paa Skanderborg Station, der staar de alle tilbage.” Her refererer ”de” til de mange ”Borgerbørn, som gør vore Tanker forfløjne. (Jeg mindes vel tyve med himmelblaa og ti med brune Øjne)” fra strofe 11. Det, at alle disse smukke piger står tilbage på ”stationen”, hvad skal vi stille op med det? Det er jo godt nok ærgerligt, og det er noget melankolsk, må man sige. Men det afspejler symbolismens tro på det sansende menneskes begrænsning ift. at ”erkende den evige Verdenssjæl”[1]. Symbolismen prædiker, at kunsten er som et nøglehul, hvor man kan kigge igennem og undgå, eller transcendere, virkelighedens bedrageri. Men det er og bliver et nøglehul, et lille hul, og der kan man jo ikke stå hele dagen[LMB4] . Måske er det kun en drøm, eller en sag for et sandt overmenneske, at skabe en nøgle, der vil kunne åbne symbolernes virkelighed, og klart erkende alt det, som før stod ”i Gåder og i et dunkelt Spejl”[2]. Vi læsere må nøjes med at læse digtet og mærke efter, om vi forandres. Det smukke og det dejlige, det lykkelige, i mindet om alle de smukke piger, er altså BAG OS, og vi er fanget her. Men disse linjer fra strofe 11 fortæller os også noget om selve Claussen og hans forhold til kvinder. Hvorfor forlades kvinden på en station? Hvorfor foregår digtet ikke et andet (mere romantisk?) sted?

Dét at Claussen ”mindes vel tyve med himmelblaa og ti med brune Øjne” er et vigtigt praj i retning af, at hver station symboliserer en kvinde. Og Claussen rejser fra sted til sted. Og hvis situationen med denne ene pige siger noget om situationerne med de andre tyve piger, så ved vi, at Claussen ikke bliver længe ved hver station, og ikke når at forbinde sig eller opbygge en relation til nogen af dem. Selve symbolet ”en station” signalerer et afsæt til noget nyt, en tagen væk, et farvel. Derfor er lighedstegnet mellem pigen og stationen et symbol for forholdets umulighed fra begyndelsen af, fordi det er jo blot én station (ud af en hel række – og hvem ved hvad endestationen er). Man kan tænke sig, at det faktisk er jeg’et og ikke pigen, der er trist, da toget kører afsted fra Skanderborg Station. Her ligesom senere i digtet, hvor jeg’et skriver, at pigen har ”kompromitteret sig”, er det formentlig tilfældet at jeg’et projicerer sine egne følelser og handlinger over på pigen, for på denne måde at beskytte sig imod en smertefuld erkendelse af egne fejl og mangler.

Fra sit elfenbenstårn kritiserer Claussen noget, som jeg vil prøve at indkredse, med ordene ”før Hykleriet og Vaaset”. Hvem og hvad anklages her? Som jeg allerede har været inde på, er digtet meget modsætningsfyldt og i sidste ende mystisk. Se som endnu et eksempel på dette i strofe 12:

Der findes saa mange sirlige smaa,
som gav os en Dans og en Rose,
Rejseminder og Alfe-Bedrag,
der svinder for Dag over Mose!

Med billedet af noget der forsvinder ud i den blå luft om dagen i en mose, nærmer Claussen sig yderlighederne inden for det mystiske. Han har redegjort for alle hans sine uadskillelige og kontrastfyldte minder om piger og danse og dufte, og runder det af med denne totale tåge.

Det er tydeligt, at denne tågeprægede beskrivelse, eller, jeg’ets drømmende tilstand, står i modsætning til naturalismen og realismen. Men indkapsler dette helt ”Hykleriet og Vaaset”? Nej, svaret er nærmere knyttet til selve handlingen i teksten. Jeg’et beskriver ungdommen, dengang hvor

”…lidt blev favnet, men meget nydt
og alt og alle begæret,
da Sindet laa aabent og Blodet frit
som Sommerhavet og Vejret.”

Altså en fri og vild tid, en UHÆMMET tid. Hykleriet og Våset peger på HÆMMETHED i borgerskabet. Claussen[LMB5]  savner en uhæmmet pige, én der kompromitterer sig, det synes han, at det må en pige godt! Han fortæller os om alle de mange piger, der er hæmmede, (strofe 11: ”Der findes saa mange Borgerbørn, som gør vore Tanker forfløjne”) og i strofe tolv, som jeg lige har citeret, kritiserer han, at de forsvinder for dagen, underforstået at der en kontrast imellem at forsvinde og at blive hos ham, at overgive sige til ham. Altså: Pigen med de nøddebrune øjne er en pige af borgerskabsrang, og hun er både et ”Kysk og forvovent” et af slagsen, som tidligere nævnt. Eller er hun? En læsning kunne være, at pigen faktisk kun er kysk. ”Forvovent” er blot Claussens behagelige fantasi, hans ønske om, at pigen skulle passe ind i hans idé om den lykkelige, frie ungdom.

Jeg vil nu genoptage billedet af Claussen i elfenbenstårnet. Eller rettere, jeg vil tage fat på digtets stemme. Der er en tydelig eksplicit fortæller i digtet. Jeg’et starter allerede i første sætning med at sige, ”Og det var paa Skanderborg Station, der blev mine Tanker forfløjne. Jeg saa…” Historien bliver skudt i gang med det samme. Det allerførste ”og” afslører, at jeg’et allerede har haft ordet, før han gik i gang med denne beretning, om den pige han mødte på Skanderborg Station. I dette kan årsagen til titlen ”Rejseminder” forklares: Jeg’et er ved at berette om et romantisk rejseminde, måske for nogle venner. Vi kan ikke kende situationen hvori jeg’et udtrykker sig, men vi ved at han kan tale frit, flot og malende. Jeg’et har et overblik over hele den historie, han ønsker at fortælle, og har altså det man kalder bagudsyn, fortalt i datid. Derudover er jeg’et bundet til sig selv, og har altså kun indsigt i sig selv, og ikke i pigen som digtet handler om. Han skriver dog, ”Jeg husker de brune Øjne, hvor trist hun blev da hun saa' os drage. Men her bliver fortælleren ikke ophøjet til at være alvidende, der er bare tale om, at jeg’et har fortolket pigens adfærd og derefter induceret at hun var trist. Om dette kan man sige, at fortælleren ikke er en behavioristisk fortæller, nemlig en som kun holder sig til at forholde sig til ydre adfærd og gøren.

En implicit fortæller er sværere at pege på i digtet[LMB6] , da den eksplicitte beretter lystigt om de drømmende detaljer og ligesom forsøger at få det hele med. Der er ikke tale om, at den eksplicitte fortæller har noget at dække over, men som alligevel kommer frem pga. den implicitte fortæller, for eksempel. Men måske er den implicitte fortæller i aktion, når den eksplicitte holder sig til drømmene, og ikke spiller med åbne kort. Den implicitte fortæller er den, der sørger for, at der ikke bliver fortalt for meget. Den gnider sig i hænderne, når den tænker på, hvor mystisk digtet synes at være for den almindelige læser. Og den fnyser af læseren, der forsimplet konkluderer, at her er et digt skrevet af en halvsindssyg mand, der hidser sig noget så gevaldigt op over et enkelt minde om en køn pige. Er der da ikke kønne piger overalt? Og hvad er der så specielt ved hende her, når nu han også har set tyve andre ligesådan? Bag digtet gemmer sig en stærk tro på, at selvom mindet blot er et minde, et lille, hurtigt et af slagsen, så var det øjeblik, da det skete, så intenst og meningsfyldt for den oplevende sjæl, så ÆGTE, at det kun kunne beskrives som en drøm, kun kunne være som et eventyr.

Hvordan opleves det, at dette øjebliksbillede af en utilgængelig pige, der aldrig sagde ja, og som nu er bag os i fortiden? Svaret er frustration og længsel! Digter-jeg’et er i et blandet humør. Trods den sidste melankolske sætning er det tydeligt, at jeg’et nyder at tænke tilbage på den ”nydelige unge person med nøddebrune øjne” (men måske er dette ironisk. Nærværende[LMB7]  danskstilskribent har ikke ry for sit øje for ironi). Især strofe fire, som jeg har været inde på, men som jeg nu vil behandle igen, siger meget om jeg’ets sindsstemning:

”det er et Minde fra sorgløse Aar,
før Hykleriet og Vaaset
fik trykket vor unge Lyst ihjæl,
om ej det vor Mund fik laaset”

De fire linjer er nærmest universelt gældende, fordi hvem har ikke minder fra de unge år, hvor spørgsmålet, om nu en køn person havde været den perfekte for én, aldrig er blevet besvaret? De ”sorgløse år” viser jeg’ets længsel efter fortiden, og at mindet har egenskaben, at den frigører jeg’et i øjeblikket nu, hvor hans mund ej er låst. Fortiden er altså et lykkeligt anker for jeg’et, hvorfra perspektivet på de lystdræbte voksne år kan holdes ud og forstås.

For at konkludere: Sophus Claussen skrev sig ind i 1890’ernes symbolisme, som var et oprør imod brdr. Brandes naturalisme, der satte fokus på samfundsproblemer og fællesskab. I digtet antager jeg’et den position, at han er den eneste med adgang til dette specielle øjeblik, og på den måde er han ligesom det romantiske digter-kunstner-geni. Altså er fokus IKKE på den almene mand eller hans liv, digtet er ikke beregnet som en kommentar på noget verdsligt. I stedet er det etn statement[3] om, at kunstneren har ret til, at beskæftige sig med sine drømme og minder og dybest set, SIG SELV, sin sjæl. Men digtet har primært en personlig dimension, Claussens skuffelse og frustration over for kvinder.  

Digtet er et klassisk eksempel på en symbolistisk tekst, men jeg har, som min dansklærer har anbefalet, fuldstændig undgået at læse om digtet før og i løbet af arbejdet med teksten. Derfor er denne stil nok en anelse rodet[LMB8] , da jeg selv har skrevet en masse af mine egne gisninger om digtet, før vi tog digtet op til sidste dansktime.

Kunne digtet være skrevet i dag? Temaet omkring synet af en smuk pige, og de medfølgende fantasier sier, er absolut ikke udelukket fra dagens tema-galleri. Dog er dele af digtet fuldstændigt fremmed for en moderne læsers sind. Man hører ikke i sange eller digte noget i stil med det, vi finder i strofe syv:

”Men jeg drog mod Nord, over Land og Sø,
og sommerberust mig kendte,
og da jeg sov ind paa Himmelbjærget,
de brune Øjne mig brændte.”

Det er for eventyragtigt, for uforståeligt. Det skulle lige være C.V. Jørgensen, hvis nogen skulle skrive en lignende tekst. Da det ikke hæfter sig til hverdagen, til en oplevelse, vi kan fortælle om til vennerne i omgangskredsen, er det ikke et kraftfuldt digt, men i stedet noget man ville rulle med øjnene ad. Man ville kritisere digterens små-patetiske, overdrevne dramatisering og eventyrliggørelse af sit eget lille øjeblik. Slap nu af, mand – det hører man blandt publikum. Vi respekterer det ikke, fordi det ikke giver os en følelse af mindreværd. [LMB9] 

Den sidste sætning i digtet smager heller ikke godt på den moderne lyrik-palet.

”Men det er paa Skanderborg Station, der staar de alle tilbage”

I dag ville man ikke forvente, at en kunstner, som man ved nødvendigvis må arbejde hårdt for at pleje sit (seje) image, ville have denne afsluttende kommentar med i sit værk, da den åbner for fortolkningen, at kunstneren har givet op, er melankolsk og ikke rigtig fremadrettet mod det næste og det nye. Man ville tænke, ham gad jeg godt nok ikke være, og i dag kan vi kun lide de kunstnere, som vi ville ønske vi var, frem for os selv, dvs. kunstnere som giver os følelsen af mindreværd[LMB10]  omkring os selv og vores eget. Claussen bliver skrøbelig i sin ømhed for sit minde, og skrøbelighed, samt især en mangel på kærlighed lige nu, er tabu i vores kunst i dag. Hip-hoppen afbilder kun styrke og overskud, poppen behandler kærester og ekskærester, det elektroniske lægger baggrundsstøj til de sociale arrangementer, men ingen skriver om små øjeblikke i den anden ende af livet, om potentielle møder og fantasier om ting fra en anden tid end her og nu, fra barndommen og ungdommen. Vi vil alle være unge i dag, så bare det, at Claussen skriver distanceret om sin ungdom, gør digtet utroværdigt i nutidens forfængelige kulturlandskab.

Men jo, temaet om længsel, det kan og vil vi mennesker aldrig få nok af.

Af Peter Hunter Albrektsen

[1] J. Jørgensen, fra artiklen Symbolisme i Taarnet.

[2] ibid

[3] http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=statement

 [LMB1]Rigtig godt set!

 [LMB2]Ja, derfor!

 [LMB3]Virkelig smuk og præcis brug af Jørgensen og Tårnet konfronteret med Claussen!

 [LMB4]J

 [LMB5]Nemlig – meget præcist formuleret og set!

 [LMB6]Det skal man heller ikke nødvendigvis.

 [LMB7]Det tror jeg ikke er ironi – hele digtet, har du jo selv påpeget, oser af hans optagethed af kvinder.

 [LMB8]Ikke spor rodet – derimod meget fremadskridende og sammenhængende, følelesesfunderet og helt i Claussens ånd tror jeg J.

 [LMB9]? Her tabte du mig lige…?

 [LMB10]Hvorfor mindreværd????