Contact Us

Use the form on the right to contact us.

You can edit the text in this area, and change where the contact form on the right submits to, by entering edit mode using the modes on the bottom right. 

1-3 Valkyriegade
København, 2200
Denmark

Teaching by Peter Hunter and blog in both Danish and English

Rungsteds Lyksaligheder af Johannes Ewald

Blog (DK)

Rungsteds Lyksaligheder af Johannes Ewald

Peter Hunter

Johannes Ewalds kendte digt, Rungsteds Lyksalighed, er et storslået og hædret værk udgivet i 1775. Det er et lyrisk digt (lyriske digte har oftest karakter af stærkt subjektive oplevelser. DDO: ”lyrisk” - følelsesfuld; stemningsfuld) og er en hyldest-sang (dette er kendetegnet ved en ”ode” - DDO: ”ode” – et større lyrisk digt i højtidelig stil fra græsk: ”oide”) til Rungstedlund, hvor Ewald befandt sig fra 1773 til 1776 grundet sygdom (fra http://da.wikipedia.org/wiki/Rungstedlund). I denne digtanalyse vil jeg starte med at gennemgå de overordnede strukturer i digtet. Derefter vil jeg redegøre for min læsning af digtet, og tanker jeg har gjort mig omkring sproget, indholdet og kompositionen. Jeg vil sluttelig sætte digtet i litteraturhistorisk perspektiv ved at forbinde digtets indhold med tiden, det er skrevet i.

Rungsted Lund idag

Den obligatoriske opremsning af de grundlæggende strukturer i digtet følger. Digtet er 9 strofer langt, og hver strofe består af 8 vers. Enderim i mønstret A-B-A-B-C-C-D-D er gennemgående i hele digtet, og dermed består første og sidste halvdel af alle stroferne henholdsvis af krydsrim og parrim. Der er få alliterationer at finde i digtet, hvoraf jeg vil nævne to. I strofe 1, vers 4 er det en sangerske, der ”røber sin rede”. I strofe 6 er det fortælleren, der ”stirrede længe – men hellige toner for gennem de sitrende strenge”.

Med ovenstående struktur på plads vil jeg beskrive min vej ind i dette fyldige 239 år gamle digt. Min første gennemlæsning af det efterlod mig blank som et spejl. Især de første fire strofer af digtet er uoverskuelige ved første blik, da det lykkedes Ewald ikke at inkludere et subjekt i nogle af disse. Dog gav de endeløse beskrivelser anledning til blot at lægge mærke til ordene deri og til erkendelsen af, at naturen er det bærende tema. Substantiverne refererer til planter, træer, vand og dyr. I strofe 6 og 7 indtager gud en fremtrædende rolle, og jeg fik indtrykket, at Ewald bliver mere og mere voldsom, endda manisk, i sin besyngelse af gud. ”O verdeners Fader! – Så sang jeg – du stærke! – du vise!” råber Ewald nærmest ud i den inspirerende natur eller måske til sin forfærdede læser. De sidste vers i strofe 8 gav mig, sammen med de mystiske ubesvarede spørgsmål i sidste strofe, et billede af en mand, der alene og beruset i en skov har drukket en orgiastisk cocktail af lykke og forvirring. ([LB1]Det er virkelig en flot beskrivelse af din tilgang til digtet og læsningen af det!)

Ved anden gennemlæsning åbnede digtet sig langsomt op for mig: Med Ewald placeret i naturen, måske siddende eller mediterende, lod jeg mig rive med af de indledende naturbeskrivelserne og blev grebet, frem for skræmt væk, af de stærkt inspirerede strofer om Gud. Jeg bed mærke i billedsproget, hvori sang og tone er fremtrædende temaer. Ordlisten forklarede mig hjælpsomt, hvad en ”camoene” er, og dansktimens følgende uddybelse overbeviste mig om, at Ewald med rette er lykkelig, når han i sådan grad er i kontakt med disse græske mytologiske figurer. Denne kontakt med muserne, altså Ewalds inspiration, udløser brugen af de levende verber og stærke tillægsord, der skaber den storslåede og magiske stemning, der gennemsyrer hver strofe. Af disse kan nævnes (verber) puste, føle, stønner, synger, opflammede, beskvulpe, raste og (tillægsord) ædleste, strængeste, vældige, dristige. Verber i lang tillægsform, altså verbets svar på adjektivet, beskriver og opliver substantiverne, f. eks. de følgende fem, der alle er fra første strofe: Kølende, kvidrende, sprudlende, følende, ensridslende. Det farverige sprog synes at kræve en grundig læsning, ellers er det nemt at miste overblikket over, hvad der sker. Således minder læsningen af digtet om digterens inspirerede tilstand: Når man er godt og grundig inspireret, er det svært at vide, hvilke af alle de indbydende muligheder, man skal tage fat på. Med det overordnede tema på plads og en spirende fornemmelse for sproget var jeg klar til at starte forfra igen.

Ved tredje gennemlæsning lagde jeg mærke til karaktererne i digtet. Først nævnes den syngende ”meyer” i strofe 2, en bonde, der lovpriser gud for have benådet ham med velstand. De ”gyldne dynger” er bondens skat, og den består af korn hvis ikke et andet gyldent udbytte af jorden. Bonden og hans opløftede taknemmelighedsråb illustrerer den frodige jord og det livgivende i naturen. Ingen dør af sult i Rungsted Lund, tværtimod.

Den næste karakter dukker op i strofe 4, vers 1-4, og der er tale om Dronning Louise (1667-1721) (fra http://da.wikipedia.org/wiki/Louise_af_Mecklenburg), gift med Frederik d. 4. Louise havde åbenbart hjertesorg pga. sin mands utroskab, imens hun boede på Rungstedgård, men heldigvis for hende lod stedet hende ”forglemme sin kærlige kummer”. Vers 2 er værd at fremhæve her: ”venskabelig lindrende slummer”. Sådan beskrives den tilstand, som heler Louise. Jeg synes, at disse ord smukt tilbyder den perfekte kur til hjertesorg ved at være diametralt modsatte den fjendtlighed og dramatik, der næsten nødvendigvis må karakterisere den oprivende oplevelse at blive holdt for nar af sin elskede ([LB2] Godt set og beskrevet!). Rungsted er beroligende, et ly for den enerverende verden udenfor ([LB3] Og det er Rungsted Lund faktisk for høj såvel som lav, naturen differentierer ikke. Der er ingen ærbødighed i denne sammenhæng over for kongehuset.)

Nu halvvejs igennem persongalleriet vil jeg tage fat på Gud, der gør sin entré i strofe 6 og virkelig bliver skamrost i strofe 7. Disse to strofer er værd at læse og genlæse, når man som dansker af natur ikke ophidses af nogen guder. Gør man dette, vil man få chancen til at erkende sin egen desillusion ved gud i kontrast til denne dybt taknemmelige og seriøse røst, der ærer Gud. Selvom digtet er fra oplysningstiden, bor religiøsiteten stadig dybt i tidens intellektuelle kredse samt hos Ewald, der også var uddannet teolog.

En vigtig detalje her er, at digterstemmen fortæller læseren, hvordan den selv priser gud. I stedet for bare at prise gud siger digterstemmen ”så sang jeg” om sine egne ord, og citerer dermed sig selv. Forskellen betyder, at fokus ikke er på selve Gud og hans storhed, men på at digteren besang gud, og hvordan gud påvirker digteren, som forklares i sidste vers, strofe 7: ”Så sang jeg – og fryd brød læbernes bævende lyd”. Stemmen synger glad om gud, og selve Gud er faktisk underordnet. Dette er selvfølgelig sat på spidsen og skal ikke forstås som et bud på forfatterens egen opfattelse. Digterstemmen har et direkte forhold til Gud og bruger personlige pronomener, der refererer dertil (”jeg så dine troner”, ”du stærke!”, ”din rigdom, din ære”). For digterstemmen er Gud overordnet alting, faktisk er han allestedsnærværende: ”hvert blad, hvor mit øje fandt præg af det høje” (strofe 6). Dette kaldes en panteistisk gudsforestilling, hvilket advarer os læsere om, at digtet ligger i overgangsfasen mellem oplysningstiden og romantikken, men mere om det senere ([LB4] Præcis!).

I strofe 8 refererer forfatteren til sig selv i tredje person og som allerede nævnt tidligere, gives der udtryk i slutningen af strofen for intens lykke: ”Himle forsamles omkring ham; og lyst udbredes i menneskets bryst.” Se også vers 1 og 2: ”Lyksalige digter, som glæden indbød til sin hytte;” For mig er dette digtets klimaks. Først gives naturen, og dernæst Gud, sin respektive anerkendelse, og her i strofe 8 konkluderes der stærkt, at nu HAR digteren fundet og udtrykt lykken.

Dog slutter historien ikke her. Den sidste karakter giver hele digtet et nedslående drej. Pludselig dukker en ”veninde” op, som digterstemmen oprevet afkræver svar på, om hun elsker ham. Strofen indledes med et sigende tvivlens ”men”, og fortsætter ”du, som alene fremkaldte den lyst af min smerte”. Digterjeget blotter sig altså fuldstændig for dette ”du” ved at indrømme sit behov for og forelskelse i hende. Spørgsmålet lyder, ”kan min camoene udbrede sin fryd i dit hjerte?”. Jeg oversætter spørgsmålet således: ”Du har nu set, hvordan jeg digter om naturen og om Gud, du har nu set selve min sjæl i dens element, og jeg spørger dig nu, om du elsker, det du ser, elsker du mig, kan jeg inspirere dig?” Spørgsmålet besvares ikke, og jeg bliver som læser revet helt ud af den idyl og skønhed, som digtet har opbygget indtil da. Men selvom det er trist, at tvivlen er kærlighedens pris, så er den kærlighed drivkraften bag hele digtet, som kun kunne kun være blevet til igennem denne sårbare hengivenhed over for kvinden i forfatterens liv ([LB5] Meget smukt læst og sublimt dokumenteret!).

På baggrund af denne redegørelse vil jeg nu inddele digtet kompositionsmæssigt i 3 dele. Den første del er strofe 1 – 5, hvori naturen som sagt er det overordnede tema. Her sættes rammen for digtet, og hele digtet er altså knyttet til naturen i Rungsted. Strofe 1 indtager dog en særskilt position og kunne kaldes for prologen, da der refereres indirekte til digteren selv (”sprudlende bække, snart dysse, snart vække, camoenernes yndling, den følende skjald”). Man introduceres for Digteren. De sidste vers i strofe 4 og 5 konkluderer samlet på den lange ”hvor…”-anafor ved at sige, ”der fyldte camoenen mit bryst” og ”der vokste min sang…”. Den anden del er strofe 6-8, hvor Gud er i centrum. Han bor i hele den rige natur og fortjener den ros, som digteren giver. Den sidste del er strofe 9, som er en tvivlens epilog. En åben og lettere deprimerende slutning gør læseren opmærksom på, at digteren, trods alt, ikke er i himlen endnu. Jeget bevæger sig altså igennem en inspireret tilstand, men slutter i tvivl.

Erato, en af de ni muser

Erato, en af de ni muser

Det er på tide at sætte digtet i litteraturhistorisk perspektiv. Digtet udkom kun 5 år før den Franske Revolution i rationalismens sidste år, hvor de liberale værdier var i forsædet, nemlig frihed, lighed og broderskab. For at give et indtryk af Ewald, og den litteraturhistoriske periode han skriver sig ind i, vil jeg citere Dansk Historie og Litteratur, s. 70, hvor han kaldes ”den første individualist i dansk litteratur”. Dette er fordi, han i sine værker, som en af de første i Danmark, tematiserer individets sindstilstand og individuelle problemer, som han også gør i nærværende digt. Se for eksempel strofe 4, linje 8: ”Der fyldte camoenen mit bryst”. De første 4 strofer, der beskriver Rungsted Lunds prægtige natur, er én lang bisætning til denne konklusion. Dér i naturen blev Ewald inspireret, dér blev han besøgt af den lyrisk digtnings muse Erato (fra http://da.wikipedia.org/wiki/Erato - de andre muser passer ikke til dette digt, og jeg har derfor tilladt mig at lade Erato besøge Ewald). Det væsentlige her er, at det er forfatterens oplevelse af dette sted, som digtet omhandler, og Ewald er altså ikke begrænset til at være talerør for Gud eller andre, men dvæler ved sin egen oplevelse ([LB6] Det gør han nemlig!).

Digtet er et vindue ind i Ewalds religiøsitet, spiritualitet, inspiration. Ewald har opsnappet den kommende romantiske periode og forudgrebet dennes organismetanke i de smukke ord: ”den undrende Skov Gav Gienlyd af Skaberens Lov.” Se også vers 5, strofe 6: ”Hvert blad, hvor mit øje fandt præg af den høje”. Gud er overalt at finde i naturen. To fremmedord indkapsler dette: Der er tale om en panteistisk og en monistisk gudsopfattelse. De betyder henholdsvis, at gud er allestedsnærværende, og at der kun er én Gud i dette univers, kun ét enkelt grundlæggende årsagsløst forklaringsprincip.

Panteisme

Panteisme

Jeg vil påstå, at Ewald ville have passet glimrende ind i romantikken, og at han med udmærkelse ville have kunnet udfylde den universalromantiske digterrolle som vindue til den virkelige underliggende virkelighed. Det er nemlig ikke en hvilken som helst løjser, der går sig en tur i Rungsted, i en inspireret og selvforglemmende tilstand, på stedet ”Hvor skiærtsende Bølger Beskvulpe den Vandrer, hvis Øye, Snart stirrende følger Med Helsinges graanende Høye; Snart undrende haster Blant Skove af Master, - og forsker, og kiender den Fremmedes Flag, Og glemmer den heldende dag.” Personen, der her vandrer, er Inspireret med stort I, og helt igennem overvældet af og forgabt i de indtryk, han har omkring sig, der tilsyneladende alle er udtryk for Skaberens væsen. Personen, der her vandrer, ser MERE end den gennemsnitlige landmand eller skovfoged på arbejde ved at se IGENNEM den skinvirkelighed, der ligger som en meningstilslørende hinde uden på alting. Personen, der her vandrer, er altså i kontakt med den romantiske idéverden.

Dette argumenterer jeg for, velvidende at dette digt falder uden for romantikkens litteraturhistoriske periode (1800-1870) med 25 år, og at der i den foregående periode (rationalismen) var fokus på det naturlige. Der, hvor jeg ser, at Ewald skriver sig ind i den romantiske tankegang, er når han tilskriver naturen det guddommelige ([LB7] Præcist). Den rene rationalisme ville derimod forsøge at forklare naturen med naturvidenskabeligt blod på tanden, selvom Guds position absolut ikke ville betvivles. Digtet kan groft sagt splittes i to: Den første del handler om naturen, og den anden handler om Gud, og der er en tydelig sammenhæng. Sætningen ”den undrende Skov Gav Gienlyd af Skaberens Lov.” tåler gencitering, og den er da også mit primære belæg for påstandene ovenfor.

Det er i hvert fald tydeligt, at Ewald i dette digt beskæftiger sig med de centrale temaer, som vi med litteraturhistorisk tilbagesyn kan sige, er typiske for tiden. Ewald befinder sig på grænsen mellem oplysningstiden og romantikken, og han har med store følelser og stringent struktur skrevet et utrolig flot digt om natur, gud og kærlighed i et smukt sprog. Jeg blev inspireret af digtet.

Skrevet af Peter Hunter Albrektsen

Bedømmelse

Bedømmelse