Contact Us

Use the form on the right to contact us.

You can edit the text in this area, and change where the contact form on the right submits to, by entering edit mode using the modes on the bottom right. 

1-3 Valkyriegade
København, 2200
Denmark

Teaching by Peter Hunter and blog in both Danish and English

Min løbefilosofi

Blog (DK)

Min løbefilosofi

Peter Hunter

Her er min samling af løbetider fra diverse løb - mine resultater!

Billedet til højre viser mine fødder efter mit sidste løb, det klassiske "Hareløb", et halv-marathon på Gerlev Idrætshøjskole. Man løber på vest-sjællandske landeveje. Ingen vabler, intet blodspor. Men ømme lægge, ømme muskler i fodsvanget. Ingen inflammation i mine led, dvs. fuld bevægelighed uden smerte. Lækkert.

Jeg havde engang et løbeur. Jeg kom en dag til at smadre det, og jeg købte ikke et nyt. Men jeg var sådan set glad for hvad det kunne - jeg blev motiveret af statistikkerne omkring min totale løbedistance, pirret af kortene, der viste mine ruter - stolt af mit synlige fremskridt. Den analytiske del af mig var glad for uret. Mit ego var glad for tallene.

Hvorfor ejer jeg ikke længere et løbeur? Fordi uret tilbyder mig kvantificering. Uret er både en gave (hvis man vil optimere og systematisere), men også en virus, der breder sig i ens opmærksomhed. Fuldstændig som en smartphone, en vidunderlig, fantastisk distraheringsmaskine, eller som Hans Davidsen-Nielsen har kaldt den, Nærværsdræberen. Køb et ur og du dræber dit nærvær, når du løber - med mindre du kan finde ud af ikke at kigge eller tænke på uret. Heller ikke når du midlertidigt "stopper tiden" for rødt lys. Held og lykke med det.

Mine værdier er ikke længere centreret omkring kvantificering, når det kommer til løb. Istedet er jeg orienteret imod løb som meditation, som oplevelse. Et studium i følsomhed. Løb er et af de mest basale bevægemønstre mennesket har og er evolutionært adapteret til. Løb er at transportere sig selv VED EGEN KRAFT henover jorden på den hurtigst mulige måde. Det er kraftfuldt og stærkt. Men det er ensformigt, i hvert fald hvis man løber i unaturlige omgivelser. Unaturlige omgivelser er ting som plane overflader og sko. Ting, som begrænser potentialet for din fødder, om hvilke Leonardo Da Vinci har sagt:

The human foot is a masterpiece of engineering and a work of art
— Leonardo Da Vinci

Uanset hvor stærk en løber du bliver (kvantitativt set), er det ikke ensbetydende med, at du får stærke, stabile, langtidsholdbare fødder - hvis du altid løber med sko og på jævnt terræn. Så prøv noget andet! Køb minimalistiske sko, drop dine sko fuldstændigt, find noget græs eller endnu bedre end skovsti. Respekter nødvendigheden af, at ALLE, inklusive dig, må lave en LANGSOM, GRADVIS TILVÆNNING til bare tæer (som egentlig burde frames som en AFVÆNNING fra sko). Det har jeg gjort. Det er kun derfor, jeg kan løbe langt med bare tæer uden at få skader.

I mit højskole-år på Gerlev (5 år siden) begyndte jeg at løbe morgenture på ca 1,5 km op til Gerlev Kirke og tilbage (Jeg var på det tidspunkt også igang med at danse moderne dans, hvor man også træner i bare tæer). Helt stille og roligt, langsomt - ikke i sne, men i regn, jo, og i den altid kølige morgenluft. I løbet af mit ophold læste jeg bogen BAREFOOT RUNNING af Michael Sandler og jeg har siden dengang været tilhænger af barfodsfilosofien, som man kan sige er en forgrening af en bredere Exposure-filosofi, der grundlæggende dyrker værdien i ikke at undgå

EKSPONERING - Udsættelse for en (ødelæggende) handling, hændelse, proces el.lign.
— Den Danske Ordbog

eller

EXPOSURE - to lay open to danger, attack, harm, etc.: Ex: to expose soldiers to gunfire; 2. to lay open to something specified: Ex: to expose oneself to the influence of bad companions. 3. to uncover or bare to the air, cold, etc.: Ex: to expose one’s head to the rain.
— Dictionary.com

Værdien i ikke at undgå eksponering for ødelæggende ting ligger i kroppens evne til at adaptere til stimuli - faktisk initieres mange af kroppens genopbyggende processer af såkaldte mikro-traumer, dvs. belastninger af kropsvævet. Et akronym, the SAID-principle, beskriver dette: "Specific Adaptations to Imposed Demands". Kort sagt: Kroppen vender sig til det, som den bliver udsat for (og PRÆCIS det). Med dette i tankerne kan vi nu opstille et grundlæggende valg, når vi snakker træning generelt eller løb specifikt:

ENTEN undgår man systematisk diverse ubehagelige stimuli vha. teknologi og kunstige omveje (fx sko og jævne overflader), ELLER eksponerer man sig systematisk for diverse ubehagelige stimuli, der hvor man møder dem, uden hjælp fra teknologi.

Hvad vil du vælge? Konsekvenserne af ovenstående valg er henholdsvis, at man 1) ENTEN mindsker det "område", hvori man har det behageligt over tid (da man fortsat undgår ubehageligheder - og udvikler en afhængighed af de kunstige greb, man beskytter sig selv med), 2) ELLER forstørrer samme område (da man forstat udsætter sig selv gradvist for ubehageligheder og derigennem omprogrammerer nervesystemet).

Sagt på en anden måde: Kan du over tid rumme en større mangfoldighed af omstændigheder, eller ej? Kan du over tid slappe af i flere forskelligartede situationer, eller ej? Kan du over tid tolerere og håndtere flere variabler end før, eller ej? Disse spørgsmål er kvalitetstjek for udbyttet af din træning.

Jeg tilslutter mig uden forbehold værdien i at eksponere mig selv for ubehageligheder - i min træning, i min hverdag, i min filosofi.

Jeg lagde ud med en oversigt over mine løbetider - mine såkaldte "resultater". Men jeg beskriver her nogle helt anderledes kriterier for succes end de en-dimensionelle variabler, jeg har samlet i mit excel-ark. Måske inspirerer de også dig.

Da jeg løb Hareløbet i 2016 tænkte jeg en del over, hvorfor jeg løb. Dybest set er det fordi, jeg gerne vil overkomme mig selv. Men der er en hårdfin grænse imellem mentaliteten, der vil overkomme le défi (udfordringen) og mentaliteten, der vil overkomme le moi (selvet). Hele pointen med denne tekst er, at man skal finde den sidste af de to i sig selv. Hvis man vil vokse. Spirituelt. Som altid er det sagt smukkere af andre:

It is not the mountain we conquer - but ourselves.
— Sir Edmund Percival Hillary (1919-2008)

Der er to forskellige fundamenter (som jeg vil påpege), der kan underligge sine præstationer - et af kærlighed for sin person og verden, der anerkender den værdi præstationen skaber (intern eller ekstern) - og et af ego, der værdsætter den socialt betingede status af præstationen i sig selv.

En lille afslutningsvis note omkring løb er, at den filosofi, jeg har fremlagt her, også frigører dig økonomisk fra det forbrug, som den dominerende løbekultur bygger på. Her er en påstand: Det er latterligt at smide mange penge efter løbeudstyr, både tøjet, skoene og urene. Hvad er det virkelig værd for dig at løbe i noget bestemt, stramt, neon-farvet tøj? Hvilken værdi får du ud af symptom-behandlende, indlægs-fyldte, specielle løbesko? (Ikke færre skader ifølge dette studie eller de studier henvist til i Born To Run eller dette videnskabelige essay) Hvorfor skal man efter sin smag lægge mellem fem og tyve tusind kroner på udstyr (inkl. compression sokker og hurtig-briller!) for at bevæge sin krop på en så basal måde? Hvorfor ikke donere pengene til velgørenhed?

I tråd med det filosofiske indhold i denne tekst, vil jeg også spørge: Hvad er de mål, som ovenstående udstyr skal hjælpe dig med, virkelig værd for dig? Jeg vil ikke have, at du skal svare på en bestemt måde på det spørgsmål. Dit svar er bare for dig, 100% privat og dit. Hvad betyder dine mål?

Jeg kan hilse og sige, at jeg (mit ego) ELSKER æren ved mine præstationer, jeg ELSKER folks anerkendelse... Jeg har løbet mange ture med en motivation fra den side af mig selv. Og jeg ved ikke om jeg stadig gør det. Jeg kan jo pr. definition ikke vide, om jeg gør det ubevidst. Men jeg lægger mærke til, at jeg har et mindre behov for at tage store fysiske udfordringer på mig nu end før. Jeg glæder mig til IKKE at løbe noget marathon i år eller næste.

Noget andet: Baggrunden for mine største fysiske præstationer er en masse stille og rolig, "usynlig" løbetræning. Al den tid man bruger på at træne sig op - den burde også være noget værd, et mål i sig selv, ikke blot et middel til at opnå en kortere tid eller længere distance næste gang. Den tid kan bruges på at vokse sig selv, udover at den selvfølgelig også er sund osv. Og for at være noget værd, behøver den IKKE nødvendigvis nogen "prik over i'et" i form af en spark-røv-præstation til den næste konkurrence, du (dit ego) er interesseret i.

Du behøver ikke noget bestemt produkt eller noget kvantificeret resultat for at få noget ud af at løbe.

Her er nogle principper, du kan følge, hvis du vil prøve kræfter med min tilgang til løb. Jeg følger dem løst og sporadisk - alting flyder.

barefeetsmall
  • Hvis du aldrig har løbet med bare tæer før, så start med at gå!
  • Løb med bare tæer tidligere om foråret, i løbet af sommeren og senere hen om efteråret end du plejer! Tag kortere ture, hvor du oplever uvante temperaturer...
  • Stop, hvis det gør ondt - lyt altid til smerten, og ØG FREM FOR ALT DIN BEVIDSTHED omkring hvad den fortæller dig.
  • Løb langt og langsomt (Long Slow Distance running / LSD løb).
  • Løb intervaller. Læs mere om intervaller her.
  • Arbejd med ankelsmidighed og styrke før/efter løbeture.
  • Tag fodbad med brun sæbe. Brug evt. sandpapir til at slibe lidt på de områder, hvor der er meget hård hud.

Jeg vil afslutningsvis virkelig, virkelig anbefale alle, uanset hvad dit forhold er til løb, at læse denne "bog", Zen of Running af Fred Rohé, som en ven henviste mig til.

Rohé vil faktisk gerne have din email, før du kan få bogen - hvis du gerne vil støtte ham og hans lidt mærkelige hjemmeside, så tjek dette link ud: